ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Nervøsiteten er tilbage

De amerikanske aktiemarkeder havde en skidt torsdag, og det ventes at smitte af på åbningen i Europa og Danmark, hvor aktierne forventes at åbne i røde tal.

"Vi kommer til at åbne lavere, siger markedsstrateg hos Saxo Bank Christian Blaabjerg til Direkt og henviser til, at S&P 500-futuren ligger nede med 0,3 pct., og det amerikanske marked faldt yderligere efter europæiske lukketid torsdag.

Et groft bud lyder på et indledningsvist fald i de store europæiske aktieindeks på omkring 0,7 pct., er meldingen fra Saxo Bank, der betegner eftermiddagens amerikanske jobrapport som den altoverskyggende begivenhed. Ligesom konsensus venter Saxo Bank, at arbejdsløsheden stiger til 9,8 pct. i september.

Markedet ventes ligesom torsdag at være præget af lidt nervøsitet. S&P 500-indekest faldt torsdag hele 2,6 pct. til trods for, at nøgletallene, der både bød på mindre skuffelser og mindre positive overraskelser, ifølge Christian Blaabjerg samlet set ikke burde kunne retfærdiggøre så kraftige fald.

!Der er nok ingen tvivl om, at der generelt er et stemningsskifte på vej og en større bekymring for, hvorvidt økonomien kan stå på egne ben, når man begynder at fjerne de her stimuluspakker," siger Christian Blaabjerg, der alligevel ser en mulighed for, at markedet snart overraskes positivt i forbindelse med de amerikanske regnskaber for tredje kvartal.

Således vurderer Saxo Bank, at analytikernes estimater er for negative, og regnskaberne dermed vil kunne sende lidt positive vibrationer ind på aktiebørserne igen. På den lange bane er Saxo Bank dog negative på aktierne i USA og Europa som følge af en stor gældsbyrde, der vil tynge privatforbruget.

Herhjemme kan Carlsberg komme i fokus, efter at Deutsche Bank sent torsdag sænkede sin anbefaling af aktien til 'sell' fra 'hold' og kursmålet til 345 fra 400. Til sammenligning endte Carlsberg torsdag i kurs 362 efter et fald på 1,8 pct.
Der ventes fortsat fokus på Vestas, efter at aktien torsdag tog en tur nedad på 4 pct. til kurs 353,0.

Lanceringen af Novo Nordisks store satsning, diabetes 2-midlet Victoza, har fået en god start i Europa. Det fortalte driftsdirektør Kåre Schultz på en webcast i forbindelse med årsmødet i European Association for the Study of Diabetes torsdag aften. Victoza er nu lanceret i Storbritannien, Tyskland og Danmark, og den videre udrulning i Europa sker i takt med, at der opnås tilskud i de forskellige lande.

"Vi har fået en god start i Tyskland, og vi er foran kurven i forhold til tidligere diabetesproduktlanceringer i Storbritannien. Den tidligere gennemtrængning af markedet ser fornuftig ud, så vi er optimistiske omkring lanceringen i Europa," sagde Kåre Schultz.

Novo Nordisk lukkede torsdag uændret i kurs 318,5.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis