ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Nedjustering fra Carlsberg vil ramme C20

En let negativ tendens på futuremarkedet i Europa og en kraftig nedjustering fra Carlsberg tyder på en åbning i minus på det hjemlige marked - afhængigt af, hvad Vestas leverer og takseringen af morgenens regnskab fra Mærsk.

Morgenen har i øvrig budt på en klar positiv overraskelse fra SAS, samt nedjusteringer fra sidepapirerne IC Companys og Solar samt en opjustering fra B&O.

Nu ventes der med spænding på delårsregnskabet fra vindmølleproducenten Vestas kl. 8:30.

"Umiddelbart starter vi nok en smule negativt i Europa, hvor futures indikeres lidt lavere, men som situationen er nu, kan det hurtigt ændre sig. Selvom der er blandende tendenser i Asien, hvor man også kan finde stigninger, tror jeg, at det vil smitte af, at USA sluttede i minus," siger Claus Paaske Larsen, der er chefrådgiver i Nordea, til Ritzau Finans.

Der er ikke udsigt til nogen dramatik, men nok en lille pil nedad for de europæiske aktieindeks, var vurderingen hos Nordea omkring halvanden time før åbningen.

Faldet i USA, der kan opgøres til 1 pct. for S&P 500 forklares med skuffelse over, at det franske-tyske topmøde med Merkel og Sarkozy ikke resulterede i konkrete bud på en snarlig løsning af krisen.

Carlsbergs regnskab for andet kvartal var betydeligt ringere, end markedet havde ventet, og specielt en uventet svag udvikling på det russiske marked fik bryggerikoncernen til at nedtone forventningerne til hele året.

Nu ventes blot en vækst i det justerede nettoresultat på 5-10 pct., hvor de tidligere forventninger var en vækst på minimum 20 pct.

A.P. Møller-Mærsk kom ud af første halvår med et overskud på 12,6 mia. kr., hvor konsensus ifølge SME Direkt var et plus på 13,1 mia. kr.

Forventningerne om et lavere resultat for 2011 end i 2010 blev fastholdt. Mens der kom en verbal nedjustering af forventningerne til "container", kom der en verbal opjustering af forventninger på olieområdet.

"Container, der kører med underskud i andet kvartal, er klart svagere end ventet. Til gengæld ser olie ganske stærk ud. Det pres, der er på containerdelen som følge af den højere oliepris, får man så hjem på oliedelen," siger Ole Kjær Jensen, afdelingschef i Sydbank, til Ritzau Finans og fortsætter:

"Overordnet ser regnskabet fornuftigt ud, og med den udvikling, vi har set i aktien, tror jeg godt, at den kan stige lidt. Men der vil være meget fokus på telekonference, hvor man vil søge en uddybning af udviklingen i container."

A.P. Møller-Mærsk B lukkede tirsdag 0,5 pct. lavere i kurs 34.700.

Det synes på forhånd tvivlsomt, om vindmølleproducenten Vestas kan løfte opgaven som redningsmand i C20.

Der har de seneste måneder været en tiltagende skepsis blandt analytikerne i forhold til, om Vestas vil kunne leve op til sit mål om 7000-8000 megawatt i faste og ubetingede ordrer i 2011.

Forud for halvårsregnskab fra vindmølleproducenten synes spekulationerne snarere at gå på, hvor stor en nedjustering bliver, end om den kommer.

"Der, hvor du har risikoen, er på ordreindgangen, og der er der nok en reel risiko for, at de bliver nødt til at nedjustere. Jeg tror ikke, det er et spørgsmål om, hvorvidt de gør det eller ej. Jeg tror mere det er et spørgsmål om, hvor meget de sænker prognosen," udtalte en analytiker, der ønsker at udtale sig anonymt, for nylig til Ritzau Finans.

Vestas lukkede tirsdag 2,1 pct. lavere i kurs 89,0 - det laveste niveau siden 2005. Det er dog stadig noget højere, end da Ditlev Engel tiltrådte i maj 2005, da kursen var 73,0.

SAS er morgenens solstrålehistorie. Luftfartsselskabet meldte om et overskud for andet kvartal på 729 mio. skr. før skat, hvilket var klar over SME's konsensusestimat på 174 mio. skr. SAS lukkede tirsdag 1,9 pct. lavere i kurs 10,10.

Der vil også være fokus på Solar, der nedjusterede sine forventninger til driftsindtjeningen som følge af et skuffende resultat på det tyske marked, samt at koncernens selskaber ikke nåede det ventede niveau.

Nu ventes et driftsresultat på EBITA-niveau på 35-43 mio. euro mod tidligere 45-52 mio. euro. Solar sluttede tirsdag 0,3 pct. lavere i kurs 307,0.

Endelig har IC Companys fremlagt tal for andet kvartal, og også har var det med en nedjustering af forventningerne til hele året. Omsætningen ventes at lande på 4,1-4,3 mia. kr. mod tidligere ventet 4,3-4,4 mia. kr.

Resultatet af primær drift forventes at ramme 360 mio. kr. mod tidligere 400-450 mio. kr. IC Companys lukkede tirsdag i kurs 162 - et fald på 1,8 pct.

/Ritzau Finans/

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis