ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Lunken morgenbajer serveret

Det ser ud til en negativ start for det danske aktiemarked mandag, da dagens eneste store regnskab, Carlsbergs rapport for 2010, skuffede, og det europæiske futures ligger i minus.

Carlsberg klarede sig dårligere end ventet i fjerde kvartal, som resulterede i et driftsresultat før særlige poster på 1100 mio. kr. På forhånd havde analytikerne ifølge SME Direkt ventet et plus fra driften på 1411 mio. kr. I den tilsvarende periode af året før lød posten på 1643 mio. kr.

Resultatet før skat blev et plus på 346 mio. kr. mod 546 mio. kr. i fjerde kvartal 2009. Det var også dårligere end ventet af analytikerne, der ifølge SME Direkt i snit havde ventet et resultat før skat på 764 mio. kr.

"2010 var et meget specielt år for Gruppen på grund af den markante afgiftsforhøjelse på vores største marked, og vi er meget tilfredse med de stærke resultater for 2010. I store dele af forretningen øgede vi vores markedsandel, og det viser, at vi kan effektuere vores planer. Vi tror på en svag bedring i markedsforholdene i 2011, især i Østeuropa, hvor vi forventer, at det russiske marked vil komme tilbage til vækst," skriver administrerende direktør Jørgen Buhl Rasmussen i regnskabet.

"Carlsberg er den store event for det danske aktiemarked mandag, og set på de overordnede linjer, var regnskabet skuffende. Vi venter, at aktien vil komme under pres," siger rådgiver hos Nordea Jesper Bamberger til Nyhedsbureauet Direkt.

Ellers byder dagen på nøgletal fra Europa samt regnskaber fra mindre selskaber. Rella Holding har meldt om faldende oplagstal i januar, hvor der blev solgt 861.000 magasiner mod 888.800 magasiner måneden før.

Senere mandag kommer der regnskab fra KBHL, Rovsing og UPB. DSV-aktionærer bør holde øje med regnskabet fra TNT, der kan give en indikation om forholdene i markedet.

Sidst er Vestas på Carnegie Roadshow.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis