ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Lundbeck og Novo var tunge klodser om C25

Med Novo Nordisk og Lundbeck som de tungeste klodser trak gruppen af store danske medicinalaktier markant ned i det danske C25-indeks, der torsdag måtte se sig distanceret af det generelle europæiske aktiemarked, der ikke er så følsom over for udviklingen i aktier fra netop den sektor.

For Lundbeck sluttede dagen med et voldsomt minus efter oplysninger om et negativt forsøgsresultat.

Frygt for, hvad aftenens udtalelser fra USA's præsident, Donald Trump, kan indeholde, kan måske være anledningen til den negative udvikling for medicinalaktier såvel i Europa som i USA.

Trump vil kl. 14.00 amerikansk tid udtale sig om de tilskud, der ydes til medicin i USA i forhold til tilskud i andre lande samt mulighed for forhandling af priser på hospitalsmedicin.

Men faldet kan også ses på baggrund af en god periode for de defensive medicinalaktier generelt.

Novo-aktien faldt 2,1 pct. til 274,65 pct., og Genmab faldt 3,6 pct. til 792,40 kr. Og med i bunden af indekset lukkede medico-aktien WDH 3,7 pct. lavere i 200 kr.

Men værst gik de for Lundbeck-aktien, der tabte brutale 26,6 pct. til 300 kr., efter at medicinalselskabet sidst på dagen måtte meddele, at et fase 3 studie, Daybreak, med lægemiddelkandidaten Lu AF35700, er slået fejl. Det er største endages-fald i aktiens historie.

Samlet faldt C25-indekset 1,3 pct. til 997,96 kr., mens det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks lå 0,4 pct. højere ved dansk lukketid.

USIKKERHED PRÆGER FORTSAT

Generelt var aktiemarkedet præget af fortsat usikkerhed om makropolitiske vilkår, vurderer senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk.

- Det har igen været en lidt turbulent og urolig dag. Selv om vi rettede os lidt op ad formiddagen, så siver vi lidt igen hen på eftermiddagen. Og det er den samme nervøsitet og usikkerhed, som vi har set i nogle uger, der lurer under overfladen. Det er uro om brexit, handelskrig og Italien. Og måske er vi ved at have set toppen af indtjeningen i selskabernes regnskaber. Det diskuteres i markedet, siger aktierådgiveren.

Øverst i eliteindekset kæmpede Novozymes, Chr. Hansen og Jyske Bank om toppen.

Jyske Bank steg 0,9 pct. til 288,60 uden selskabsspecifikt nyt.

- Måske er der efterhånden taget højde for, at tredje kvartal ar været rigtig udfordrende for bankerne, antager Martin Munk.

Heller ikke stigningen på 1,0 pct. til 665,20 kr. for Chr. Hansen havde baggrund i selskabsspecifikke nyheder.

Men Novozymes, der steg 1,4 pct. til 301,30 kr., fik hævet anbefalingen til "køb" fra "hold" af SEB, mens ABG Sundal Collier har sænket sit kursmål for aktien til 330 kr. fra 350 kr., uden at der er rørt ved "hold"-anbefalingen.

Længere nede i indekset sluttede Mærsk B-aktien og Danske Bank henholdsvis 0,4 pct. og 0,6 pct. højere efter topplaceringer i C25 tidligere på handelsdagen.

DSV KÆMPEDE SIG FREMAD

Efter en negativ start på dagen sluttede DSV forholdsvist neutralt med et minus på 0,1 pct. til 507,80 kr. Transportgiganten havde ikke havde held med sit forsøg på at overtage schweiziske Ceva, der nu i stedet udvider partnerskabet med CMA CGM. I samme forbindelse tilbyder CMA CGM de Ceva-aktionærer, der vil ud af selskabet, 30 schweizerfranc per aktie. Det er samme pris, som DSV for nylig bød på samtlige aktier i selskabet, men som Cevas bestyrelse afviste.

Carlsberg-aktien klarede sig mindre pænt med et fald på 2,0 pct. til 717,20 kr., selv om Goldman Sachs hævede kursmålet for aktien til 690 kr. fra 665 kr., men fortsat anbefaler "sælg". Bryggeriet opjusterede onsdag eftermiddag sine forventninger til den organiske vækst i driftsresultatet til 10-11 pct., mens den tidligere prognose lød på "en høj encifret vækst". Baggrunden er en varm sommer og fremskridt i bryggeriets strategi.

Men derudover leverede konkurrenten AB Inbev, som er verdens største, et skuffende regnskab for tredje kvartal torsdag.

Nordea, der ligesom Novozymes leverede regnskab onsdag, tabte 2,4 pct. til 57,24 kr. JPMorgan har sænket kursmålet for aktien til 62,59 kr. fra 68,16 kr., mens anbefalingen stadig er "neutral".

Blandt dagens regnskabsaktuelle aktier var it-selskabet NNIT, der tidligere på måneden opjusterede sine salgsforventninger efter købet af det amerikanske softwareselskab Valiance Partners. Driftsresultat på 66 mio. kr. var angiveligt en del under det ventede, og aktien faldt 0,1 pct. til 190,80 kr.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis