ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Lettelse på vej efter fem dages kurssmæk

Efter fem handelsdage på stribe med kursklø ser stemningen omkring det danske aktiemarked ud til at være mere til den positive side onsdag morgen.

Tirsdag faldt C20 Cap-indekset med 2,7 pct. til 967,84 på stigende frygt for, at briterne har tænkt sig at stemme sig ud af EU-samarbejdet ved folkeafstemningen den 23. juni, og siden tirsdag i sidste uge er det danske eliteindeks dykket med samlet 87,34 indekspoint - eller 8,3 pct.

Onsdag er stemningen dog en smule mere til den positive side, hvilket afspejler sig i stigende statsrenter i USA, pæne plusser til de asiatiske aktier og også fremgang i de europæiske aktiefutures.

SAS KAN LETTE

På selskabssiden er der fokus til flyselskabet SAS, der tirsdag eftermiddag lykkedes med at afblæse den strejke, der ellers har kørt blandt de svenske piloter.

En ny lønaftale blev indgået, og dermed ser alle flyvninger igen ud til at blive genoptaget. Aftalen blev landet efter dansk lukketid, men det svenske marked havde stadig åbent, og her nåede SAS-aktien at stige med 2,7 pct. til 19 svenske kr.

Med onsdag morgens valutakurser svarer det til 15,16 danske kr., og da SAS-aktien lukkede i 14,80 kr. på det danske marked tirsdag, efterlader det umiddelbart et kursefterslæb på 2,4 pct. til den danske notering.

NOVO IGEN UNDER LUP

Fokus vil der også fortsat være til medicinalkæmpen Novo Nordisk, der fik læsterlige klø tirsdag oven på offentliggørelsen af udvidede data fra Leader-studiet med Victoza sent mandag.

Studieresultaterne var klart positive og ventes af Novo selv at blive medvirkende til at stabilisere markedsandelen for GLP-1-analogen, der fortsat er klar global markedsleder, men over de seneste måneder har tabt terræn på markedsandelen.

Novo-aktien faldt med 5,6 pct. til 343 kr. tirsdag.

For enzymproducenten Novozymes kan onsdagen også blive en god dag. Den svenske storbank SEB har i hvert fald løftet både anbefalingen af aktien og også kursmålet for enzympapiret.

Anbefalingen hedder nu "køb" mod tidligere "hold", mens kursmålet hæves til 340 kr. fra 290 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.

Novozymes-aktien faldt med 1,9 pct. til 296,90 kr. i tirsdagens handel. Siden årsskiftet er aktien faldet med 10,2 pct.

Med omvendt fortegn er der også analytikerfokus på transport- og logistikselskabet DSV, der har fået indledt analysedækning hos amerikanske Citigroup med den negative anbefaling "sælg" og et kursmål på 250 kr.

DSV-aktien bakkede 2,4 pct. til 276,50 kr. tirsdag, men der er altså fortsat knap 10 pct. ned til Citigroups kursmål.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis