ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Lavere inden domstolsafgørelse og Fed

De danske aktiemarked åbner som ventet lavere tirsdag. Efter et kvarters handel kan tabet opgøres til 0,3 pct. på C20-indekset. Ude i Europa er faldene lidt mindre - typisk 0,1-0,2 pct.

Makredet er afventende - dels på udfaldet efter rentemødet i den amerikanske centralbank der begynder onsdag og slutter torsdag, dels på onsdagens afgørelse fra den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe om "lovligheden" af den permanente redningsfond, ESM.  

Fokus tirsdag er primært på papirer uden for C20, såsom Brøndby, SAS, Jyske Bank og Simcorp.

I Danmark er der ingen større nyheder på programmet. To mindre aktier, Brøndby IF og Dantax, ventes dog i fokus på grund af henholdsvis en domsafsigelse i den såkaldte feriepengesag og et regnskab.

Ny ordre

Simcorp har landet endnu en ordre i Nordamerika. Selskabet oplyser, at en kapitalforvalter med 115 mia. dollar under administration har valgt Simcorps portefølje- og administrationssystem, Dimension.

Det er den tredje større ordre til Nordamerika inden for de seneste seks uger. Ordrerne fik i sidste uge tre finanshuse til at se lysere på aktien.

Handelsbanken løftede sin anbefaling til "akkumuler" fra "reducer" med et kursmål på 1150 kr. mod tidligere 890 kr. Nordea hævede til "hold" fra "sælg" og kursmålet til 1100 fra 850, og Danske Bank hævede kursmålet til 1300 fra 1150, hvilket uændret berettigede til en købsanbefaling.

Simcorp stiger 3,8 pct. til 1214 kr. efter stigninger tre børsdage på stribe med sammenlagt 16 pct.

Dantax nedjusterede i maj forventningerne til et mindre underskud som følge af stigende brændstofpriser, som påvirker selskabets flyaktiviteter negativt. Dantax har ikke været handlet siden torsdag, da aktien lukkede i 104 kr. - 2 pct. højere. Typisk handles aktien kun et par gange om ugen. 

Afgørelsens dag i Brøndby


Tirsdag er afgørelsens dag for Brøndby IF i den såkaldte feriepengesag, hvor Fodboldens Voldgiftsret afgør, om klubben skal betale nogle af sine tidligere spillere erstatningsbeløb, der kan løbe op i mere end 23 mio. kr.

En række spillere kræver blandt andet, at deres klubber, herunder børsnoterede Brøndby IF og AaB, betaler feriepenge for bonusudbetalinger. Spillerforeningen mener, at Brøndby skylder nuværende og tidligere ansatte i alt 16 mio. kr. i feriepenge. Dertil kommer et rentekrav på omkring 7,5 mio. kr. for sagerne, der går helt tilbage til 2004.

Brøndby er ikke handlet tirsdag. Den lukkede mandag i 10,5 kr. - 1,9 pct. lavere end fredag. Det var femte dag i streg med fald i den aktie.

Forlig i Jyske Bank

Jyske Bank får lidt opmærksomhed, efter at banken har indgået forlig med forbrugerombudsmanden. Jyske Bank og Forbrugerombudsmanden er blevet enige om, at Jyske Bank betaler erstatning til de mange investorer, der har tabt op til 80 pct. af deres investering i en afdeling i Jyske Invest.

Banken mener ikke, at den har gjort noget forkert. Alligevel vælger Jyske Bank at betale erstatning for at undgå et langvarigt sagsforløb. Jyske Bank falder 0,9 pct. til 167 kr.

Fokus på Carlsberg

Carlsberg kan få opmærksomhed op til selskabets kapitalmarkedsdag torsdag i Skt. Peterborg samt fra magtkampen om Asia Pacific Breweries.

Fokus på kapitalmarkedsdagen vil være på det vigtige russiske marked, hvor Carlsberg i december sidste år udnævnte Isaac Sheps, der havde stor succes med at øge indtjeningen på det britiske ølmarked, som ny direktør. Han ventes at signalere, at en vending er undervejs på det russiske ølmarked. Nordea vurderer, at kapitalmarkedsdage kan kan være en kurskatalysator for Calrsberg.

Thai Beverage oplyser ifølge Bloomberg News, at bryggeriet har indgået et samarbejde med et unavngivent selskab om et muligt fælles bud på aktierne i APB's storaktionær, Fraser & Neave (F&N). Et eventuelt bud vil kunne spænde ben for Heinekens milliardbud på F&N's andel på 40 pct. af aktiekapitalen i APB, der er mest kendt for ølmærket Tiger. Thai Beverage ejer allerede 29 pct. af F&N og vil med en andel tæt på 50 pct. kunne blokere for Heinekens bud på F&N's andel af APB.

Carlsberg handler tirsdag morgen uændret i 527,50 kr. - 0,2 pct. lavere end fredag.

Skjulte værdier i SAS


SAS tiltrækker sig opmærksomhed, efter at Berlingske Business rapporterer, at selskabet sidder på lidt af en guldgrube i form af attraktive start- og landingstilladelser i Europas travleste lufthavn, Heathrow.

De har en værdi på adskillige mia. kr., skriver avisen. Det kunne dermed potentielt bruges som sikkerhed for nye virksomhedsobligationer.

SAS kalder det ?en mulighed?, men afviser dog at have konkrete planer i den retning, ligesom rettighederne heller ikke er bogført i regnskabet som aktiver.

SAS stiger tirsdag morgen 3,2 pct. til 6,40 kr. - det højeste niveau siden maj. Aktien var i midten af juni nede i 4,5 kr.

/ritzau/FINANS

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis