ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Kursgevinster høstes

Efter en rigtig god periode på det danske aktiemarked, følger de hjemlige aktier med resten af Europa nedad, da investorerne tager lidt profitter hjem.

Det generelle billede er dog ikke ændret. Likviditeten er stadig god, og renterne lave, hvilket holder en hånd under markedet.

Tirsdag ved 12.45-tiden ligger C20-indekset nede med 1,45 pct. i niveau 354,29 efter fald til 17 af indeksets 20 selskaber. Værst går det D/S Norden, der falder 3,1 pct. til kurs 233, og dermed taber lidt terræn efter en god periode.

"Investorerne tager lige toppen af kurserne, og især i nogle af de aktier, som har klaret sig rigtigt godt, herunder i rederierne. Det er måske også meget naturligt, efter at C20 i starten af året har klaret sig bedre end mange andre indeks," siger Ole Kjær Jensen, der er chef for skandinaviske aktier hos Sydbank, til nyhedsbureauet Direkt og tilføjer, at C20 hurtigt formåede at bryde gennem det tekniske niveau 340-345.

Det kan have fået investorerne til at tage lidt profit sammen med lidt skuffende regnskaber fra Alcoa og Electronic Arts samt en nedjustering fra Chevron i USA sent mandag.

"Men disse regnskaber gør det ikke alene. Stemningen er stadig god, der er likviditet i markedet, og renten er lav, så der er fortsat en hånd under markedet," siger Ole Kjær Jensen og tilføjer, at omsætningen er lidt under normalen.

Torm, der er steget kraftigt på det seneste, bakker med 3,6 pct. til kurs 67,5, og A.P. Møller - Mærsk, der ligeledes har klaret sig pænt, sætter sig 1,6 pct. til kurs 40.930.

Bortset fra SAS, der er kommet med trafikstatistik for december, som viste et fald i passagertrafikken på 10,9 pct. fra samme periode sidste år, har der ikke været større nyheder. SAS handles til kurs 2,94, svarende til et minus på 3,3 pct., og har dermed tabt yderligere lidt terræn efter statistikken.

Hos Sydbank betegnede senioranalytiker Jacob Pedersen udviklingen i passagertrafikken og indtjeningen per fløjne passagerkilometer, den såkaldte yield, som forventet, mens belægningsprocenten udgjorde statistikkens positive element.

Det positive moment ændrer dog ikke Jacob Pedersens opfattelse af, at SAS stadig har store udfordringer foran sig - specielt med hensyn til indtjeningsevnen.

Lundbeck, TrygVesta og Topdanmark er ene om at holde sig i plus blandt C20-selskaberne, men det er dog med beherskede plusser på mellem 0,1 og 0,5 pct.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis