ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Kursfald venter forude

Der er lagt op til kursfald på det danske aktiemarked mandag. De fortsatte uroligheder i Irak er med til at få investorerne til at trække sig fra de risikobetonede aktiver til fordel for mere passive investeringer i rentebærende papirer.

- Forstyrres olieproduktionen, stiger olieprisen. Det virker som en skat på forbrugere og virksomheder, der derfor svækker den globale efterspørgsel og vækst og derfor presser aktiekurserne ned, skriver seniorstrateg Henrik Drusebjerg fra Nordea i en kommentar.

Futures på det britiske FTSE 100-indeks indikerer en negativ åbning mandag på 0,3 pct., og også de amerikanske futures reagerer negativt på udviklingen med fald på mellen 0,2 pct. og 0,3 pct.

Det danske C20 Cap-indeks lukkede fredag 0,3 pct. lavere i niveau 813,85.

Investorerne vil have fokus på Novo Nordisk. Den amerikanske diabetes forening, American Diabetes Association, årlige kongres løber af stablen i San Francisco, og nyhederne fra de store diabetes-koncerner står i kø. Kongressen er den ene af de største to årlige begivenheder branchen, og analytikerne er repræsenteret i stor tal. Novo Nordisk lukkede fredag i 247,30 kr. efter et fald på 1,4 pct.

Aktierne i de amerikanske flyselskaber er blevet hårdt ramt af den kraftigt stigende oliepris i kølvandet af Irak-konflikten. Det ramte fredag SAS, der ifølge Berlingske samtidig kan se frem til at gennemgå omkostningerne endnu en gang med henblik på flere besparelser. SAS-aktien lukkede i 10,40 kr. efter et kursfald på 1,9 pct. fredag.

Også Mærsks er i fokus, da selskaber har olieaktiviteter i Irak. Mærsks B-aktie lukkede fredag i 14.230 kr. efter et fald på 0,2 pct.

Det er småt med de selskabsspecifikke nyheder. Den schweiziske høreapparatproducent Sonova, der er konkurrent til William Demant og GN Resound, har købt det svenske firma Comfort Audio. Det kan give lidt interesse for de to danske aktier, hvor GN fredag droppede 1,5 pct. til 147,10 kr, og WDH lukkede i 491,70 kr. efter et fald på 0,2 pct.

Zealand Pharma kan blive mere end fordoblet i kurs indenfor det næste år, vurderer Økonomisk Ugebrev Formue. Kursmålet sættes til 139 kr. mod en børskurs fredag på 63 kr.

Amerikanske Medtronic, der rangerer som verdens største medicoselskab, overtager den irske rival Covidien for en samlet pris på 42,9 mia. dollar. Konsolidering i branchen kan måske smitte af på Coloplast, der fredag lukkede med et fald på 0,7 pct. i 495,50 kr.

Finanshuset Jefferies ser et øget potentiale i Bavarian Nordic og sætter nu kursmålet til 150 kr. mod før 130 kr. Anbefalingen er uændret køb. Aktien i Bavarian Nordic lukkede fredag 2,5 pct. lavere i 118 kr.

Barclays har sænket anbefalingen af aktien i Vestas til "undervægt" fra tidligere "ligevægt". Kursmålet er dog blevet hævet betragteligt til 220 kr. fra før blot 97 kr., men det er fortsat under fredagens lukkekurs på 286,90 kr.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis