ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Klimaet er med Vestas på regnskabsdag

Mens regnen siler ned uden for, står barometeret stadig på højtryk for aktiemarkederne onsdag morgen.

Vejrforholdene er derfor med Vestas på selskabets regnskabsdag, hvor det skal overbevise investorerne om, at det er på rette spor i forhold til den sparekur, som skal gøre vindmøllekoncernen mindre omkostningstung og konkurrencedygtig.

Vestas kommer med regnskabet klokken 8.30, og det ventes at vise et driftsunderskud på knap 100 mio. euro, ifølge estimater indsamlet af SME Direkt. Omsætningen ventes at være faldet til 1031 mio. euro fra 1105 mio. euro i samme periode sidste år, og analytikerne vil desuden holde godt øje med Vestas' ordrehøst i første kvartal.

Vestas har offentliggjort 271 MW i nye ordrer i første kvartal, men analytikere venter, at de har fået ekstra 315 MW i uannoncerede ordre i kvartal, så den samlede ordrehøst er på 586 MW.

"Jeg vil især kigge meget på, hvad de siger om to ting: Hvordan de trimmer de faste omkostninger, og hvordan det går med "cost out-planen" for at optimere de variable omkostninger i mølleproduktionen," siger aktieanalytiker Klaus Kehl fra Nykredit til Ritzau Finans op til regnskabet.

Samme toner hører man hos finanshuset Bernstein:

"Vestas' evne til at fjerne nok omkostninger til at opveje presset fra den svage toplinjevækst vil være en vigtig driver for aktien i 2013," lyder det i Bernsteins optakt.

Vestas faldt tirsdag 0,3 pct. til 52,9 kr. forud for regnskabet. Det underliggende marked målt på C20 Cap-indekset steg derimod 0,5 pct. til 574,05.

Carlsberg igen i fokus

Carlsberg var blandt drivkræfterne med en stigning på 1,6 pct. til 556,5 kr., og bryggeriet kan igen komme i fokus onsdag, hvor der er positiv medieomtale af kvartalsmeddelelsen. Flere medier udråbte efter regnskabet Carlsberg som kvartalets vinder blandt ligemænd.

Danske Bank er havnet på forsiden af Børsen, fordi banken er fuldstændig banket i bund i en imageanalyse. Danske Bank indtager bunden blandt de 40 mest synlige brands og har oplevet det største fald i analysens historie. Det kan give negativ opmærksomhed til aktien onsdag. Bankaktien steg tirsdag 1,8 pct. til 103,6 kr.

For G4S er det dagen derpå, efter et kraftigt kursdyk tirsdag på 15,6 pct. til 22,93 kr. udløst af en skuffende kvartalsopdatering. Marginudviklingen var en stor skuffelse, og samtidig indeholdt meddelelsen besked om tab af en stor fængselskontrakt i Holland.

Fra regnskabsfronten er der onsdag morgen kommet en lille opjustering fra Torm. Rederiet venter nu et underskud før skat på 100-130 mio. dollar mod tidligere et tab på 100-150 mio. dollar. Aktien steg tirsdag med 1,4 pct. til 0,71 kr.

Også Genmab har leveret regnskabstal tirsdag aften, og året er startetmed et sjældent plus på bundlinjen. For hele 2013 fastholdes forventningerne om et negativt driftsresultat på 40-90 mio. kr. Aktien lukkede tirsdag 0,1 pct. lavere i 154,6 kr.

På futuremarkedet indikeres det britiske aktiemarked 0,3 pct. højere efter aktiestigningerne i USA tirsdag, hvor S&P 500-indekset atter satte rekord.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis