ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Kina-tal kan give optimisme

Aktiestemningen er til den gode side fredag morgen, og de europæiske børser ventes at åbne med stigninger på op til 0,5 pct. i den tidlige handel. Overraskende gode handelstal fra verdens næststørste økonomi, den kinesiske, har løftet stemningen omkring udsigterne for verdensøkonomien en anelse.

Det danske marked tager en regnskabspause fredag efter tal fra blandt andre TDC, Vestas, Danske Bank og Tryg over de seneste dage.

TDC kan dog komme under pres, efter at kapitalfondene i NTC er blevet enige om at sælge 80 mio. aktier, eller omkring 10 pct. af teleselskabets kapital, til institutionelle investorer. Salget ventes afsluttet inden fredagen er omme, og ifølge Bloomberg News sker det med en rabat på op til 1,64 kr. i forhold til torsdagens lukkekurs på 40,95 kr.

NTC solgte senest aktier 27. november 2012, hvilket på dagen fik TDC-aktien til at falde 4,2 pct.

Danske Bank helskindet igennem torsdag

Danske Bank kom helskindet igennem torsdagens aktieregnskab, som blev belønnet med en kursstigning på 3,1 pct. til kurs 107,70. Banken er fortsat i fokus med mange spaltemillimeter i fredagens aviser, hvor ordførende direktør Eivind Kolding blandt andet bebuder over for Børsen, at han er træt af at skændes med den danske befolkning.

Trygs regnskab blev også taget godt imod torsdag og gav forsikringsaktien et løft på 3,3 pct. til 451 kr. Det fik blandt andet analytikerne hos Alm. Brand Markets og Keefe, Bruyette & Woods til at sænke deres respektive anbefalinger af Tryg-aktien, da den har haft næsten konstant fremgang de sidste 11 måneder.

Vestas var topscorer for anden dag i træk i torsdagens handel, da aktien steg med mere end 10 pct. og nåede kurs 40,50. Fredag morgen fortsætter de positive analyser, der også rullede mange ind af onsdag og torsdag. ABG Sundal Collier løfter sit kursmål på Vestas-aktien til 51,47 kr. fra 20,89 kr., mens anbefalingen nu er "køb" mod tidligere "sælg".

Mærsk hæver rater

A.P. Møller - Mærsks containerdivision, Maersk Line, vil hæve raterne på ruterne mellem Asien og USA fra 1. april, hvilket konkurrenten China Cosco i øvrigt også melder ud fredag morgen. Desuden står raterne på den vigtige Asien-Europa-fart til et løft den 15. marts, hvor konkurrenterne Hapag-Lloyd, MSC og OOCL indtil videre har varslet prisstigninger på 650-750 dollar per tyvefodscontainer.

Fredag udkommer desuden det sidste SCFI-indeks over spotrateudviklingen inden fejringen af det kinesiske nytår næste uge. Spotraten på Asien-Europa-ruten er faldet samlet 102 dollar per tyvefodscontainer over de sidste tre uger.

Neurosearch, som mere eller mindre er under afvikling, er eneste regnskab på kalenderen på det danske aktiemarked. Selskabet opjusterede mandag sine forventninger efter salget af hovedkvarteret for 112,5 mio. kr. Neurosearch' inventar fra kontorer og laboratorier vil blive sat til salg inden længe. Aktien lukkede torsdag i 3,98 kr.

Derudover kommer den svenske G4S-konkurrent Securitas med regnskab for 2012, og Lufthansa præsenterer trafiktal for januar. SAS kunne notere sig en stigning i passagertrafikken på 3,9 pct. i måneden.

/ritzau/FINANS

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis