ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Kapitalfonds retræte trak Pandora til tops

Pandora blev igen onsdag handelsdagens topnyhed, men denne gang for det gode. Aktien sluttede i toppen af C20-indekset med et plus på 3,4 pct. til 571 kr., mens det samlede C20 Cap-indeks rundede dagen af i 1121,30 svarende til et marginalt fald på 0,02 pct. i forhold til tirsdagens lukkeniveau.

Især meddelelsen fra den amerikanske hedgefond Maverick Capital, om at den har reduceret sin shortposition - som er en satsning på kursfald - i aktien til 0,97 pct. af Pandoras aktiekapital fra 1,3 pct., trak smykkeaktien til vejrs. Men allerede i de tidlige handler var der fremgang for Pandora.

"Den lå egentlig fint fra morgenstunden - en lille "rebound" i min optik, efter at Signet hev Pandora med ned tirsdag på noget meget selskabsspecifikt, konstaterer Anne Sophie Riis, børsmægler i ABG Sundal Collier.

Tirsdag tabte Pandora 3,8 pct. efter skuffende salgstal netop fra den amerikanske forhandler Signet.

"Men ud over det er der jo kommet en nyhed fra Maverick, der har reduceret sin shortposition. Det er klart, at det gav et "relief" til aktien, at man kan se, at der er nogen, der begynder at indkassere på den nedtur, der har været i aktien. Måske fordi de ikke kan se noget yderligere potentiale, mener Anne Sophie Riis.

Med i toppen af eliteindekset var også GN Store Nord med en stigning på 1,4 pct. til 216 kr., efter at Commerzbank havde hævet anbefalingen af aktien til "køb" fra "hold" og løftet kursmålet til 250 kr. fra 190 kr.

Men omvendt øgede franske Exane sin shortposition til 0,91 pct. af aktiekapitalen fra 0,76 pct.

GENMABS GODE SALGSTAL SKUFFEDE

Nederst i indekset sluttede Genmab med et fald på 2,4 pct. til 1202 kr. trods et pænt spring frem på det amerikanske marked i oktober efter et relativt afdæmpet salg i september for kræftmidlet Darzalex.

Tirsdag steg aktien 3 pct. til toppen af C20, efter oplysninger om at selskabet havde indsendt en ansøgning om Darzalex til førstelinjebehandling i Europa, og efter børslukketid blev det yderligere oplyst, at en tilsvarende ansøgning for det amerikanske marked var indsendt af partneren Janssen.

"Aktien klarede sig jo fint tirsdag på to gode nyheder. Og så kom der salgstal for Darzalex for oktober med en forbedring på 17 pct. i forhold til sidste måned, som vi så som rigtig positivt. Men der blev talt om, at der skulle være tale om de bedste salgstal nogensinde, men så skulle salgstallene have været højere, noterer Anne Sophie Riis.

Hun antager, at skuffelse - trods de gode salgstal - er baggrunden for onsdagens ilde medfart for biotekaktien.

NÅDIG BEHANDLING AF VESTAS

Vestas, der siden det slemt skuffende regnskab for et par uger siden er faldet brat fra 527,50 kr., faldt onsdag 0,2 pct. til 385,70 kr.

Vindmølleselskabet oplyste om sin første russiske ordre nogensinde. Men samtidigt bekræftede en tysk auktion over vindenergi, der er tale om stort prispres i sektoren.

"Prisen blev lukket 11 pct. lavere, og det, synes vi, er super negativt for onshore vindenergi, bemærker Anne Sophis Riis.

NEDGRADERING AF NOVO

Blandt onsdagens faldende aktier var også indekstunge Novo Nordisk, der mistede 0,2 pct. til 327,80 kr. Medicinalkæmpen holdt kapitalmarkedsdag tirsdag uden voldsom kurseffekt - aktien lukkede 0,9 pct. højere. Onsdag reagerede finanshuset Bryan Garnier med en nedgradering af anbefalingen af aktien til "neutral" fra "køb", mens kursmålet blev hævet til 345 kr. fra 335 kr.

DASK TIL DAB

For Danske Andelskassers Bank, DAB, blev det en skidt børsdag med et fald på 7,3 pct. til 4,82 kr. som afregning for bankens kvartalsregnskab. Det berettede om færre indtægter fra renter og gebyrer men forhøjede omkostninger og et dyk i basisoverskuddet på 10 mio. kr. til 40 mio. kr.

Også uden for eliteindekset fremlagde Brøndby IF regnskab, hvor den sportslige succes smittede af på forventningerne, som blev opjusteret med 2-6 mio. kr., så underskuddet for hele året nu ventes at blive 22-26 mio. kr. og ikke 24-32 mio. kr. Reaktionen var et plus på 1,2 pct. til 249 kr.

Også Bavarian Nordic var i fremgang med 0,4 pct. til 249 kr. USA har nu udnyttet en option på at sætte gang i Bavarians arbejde med et fase 3-forsøg med frysetørret Imvamune. Optionen, som udløser 37 mio. dollar i indtægter til Bavarian, er en del af den i alt 539 mio. dollar store kontrakt på koppevaccinen Imvamune, som de to parter har indgået.

Vestjysk Bank fremlagde også kvartalstal onsdag formiddag og hen ad dagen skiftede reaktionen til det positive med et løft på 0,7 pct. til 2,98 kr. Banken kunne rapportere om færre basisindtægter, men også om lavere nedskrivninger i tredje kvartal. Og forventningerne til hele årets basisresultat før nedskrivninger blev fastholdt i intervallet 400-450 mio. kr.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis