ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Jobtal fra USA og regnskaber løftede C20

Stemningen var i forvejen positiv på det danske aktiemarked, men plusserne fik yderligere styrke og overvægt, efter at den amerikanske beskæftigelsesrapport blev offentliggjort og viste en noget bedre udvikling på jobmarkedet end ventet.

- Dagens positive tal underbygger vores opfattelse af, at det underliggende vækstpotentiale er solidt i amerikansk økonomi. Vi forventer derfor også, at opsvinget i USA vil holde sig på ret kurs, men dog aftage lidt i fart i forhold til den kraftige acceleration, der fandt sted i slutningen af 2012 og de første måneder af 2013, skriver seniorøkonom Tore Stramer fra Nykredit Markets i en kommentar. 

Reaktionen på aktierne var tydelig, og det danske C20 Cap-indeks, lukkede 0,6 pct. højere i 570,22 efter fremgang i 16 af de 20 aktier i indekset.

Bedst i indekset gik det for GN Store Nord, der har fået en god start på 2013 med et første kvartal, der var over forventning på toplinjen og på linje med det ventede på de nedre linjer. Samtidig blev de ambitiøse forventninger til hele regnskabsåret endnu engang fastholdt trods fortsat skepsis.

- Alt i alt starter året rigtig godt for GN - specielt i Netcom. Den skepsis, der har været, bliver gjort lidt til skamme. GN leverer virkelig varen i første kvartal med en høj organisk vækst, siger Morten Imsgard, GN-analytiker hos Sydbank, til Ritzau Finans. Også investorerne vendte tommelen opad og handlede GN-aktien 5,0 pct. højere i 110,6 kr.

Aktiemarkedet reagerede også positivt på regnskabet fra TDC, hvis aktie steg 1 pct. til 45,45 kr., selvom det ikke var alle hovedtal i regnskabet, der helt nåede op på analytikernes forventninger. Omsætningen endte i første kvartal på 6241 mio. kr. mod ventet i markedet, ifølge tal indsamlet for Ritzau Finans af SME Direkt, 6414 mio. kr. Før skat resultatet på 918 mio. kr. var dog en spids over forventningerne på 901 mio. kr.

Mærsk-aktierne viste ligeledes gode takter med en stigning i selskabets B-aktie på 3,0 pct. til 41.800 kr. Der er ellers ikke meget medvind på fragtratefronten for A.P. Møller - Mærsks containerrederi, Maersk Line, for tiden. For syvende uge i træk faldt rateindekset Shanghai Containerized Freight Index, SCFI, nemlig i ugen, der slutter fredag.

Blandt de få negative islæt i C20 fandtes DSV med et fald på 1,2 pct. til 137, efter at HSBC sænkede transport- og logistikkoncernens aktie til "neutral" fra "overvægt."

Uden for C20 steg SAS 5 pct. til 12,7 kr., efter at flyselskabet annoncerede salg af 80 pct. af aktierne i Widerøe for 1,75 mia. kr., og at det har option på at sælge de sidste 20 pct. for godt 250 mio. kr. i 2016. Med i prisen får den norske investorgruppe også 10 fly.

- Jeg synes det er godt nyt, også når man korrigerer for, at de lægger fly oven i hatten. Det ligner en pris i den høje ende af det interval, jeg regnede med, man kunne få for Widerøe, siger Jacob Pedersen til Ritzau Finans.

NKT kunne fredag fortælle, at det har indgået betinget aftale om køb af energikabelaktiviteterne fra svenske Ericsson for 250 mio. skr. Købet påvirker ikke NKT's forventninger til 2013 men ventes at bidrage positivt fra 2014. Aktien steg 0,4 pct. til 209,5 kr.

Medicinalselskabet ALK Abelló kom med et regnskab, som var bedre end ventet målt på indtjeningen. Resultatet af primær drift (EBIT) blev 70 mio. kr. mod ventet 58 mio. kr. ifølge SME Direkt. Selskabet fastholdt endvidere forventningerne til hele året. Aktien endte uændret i 419 kr.

North Media oplevede tilbagegang i første kvartal, men resultatet var bedre, end selskabet havde ventet. Forventningerne til hele året bliver fastholdt. Aktien steg 0,8 pct. til 12,6 kr.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis