ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Investorerne skutter sig i regnen

Mandag er en rolig dag på det danske aktiemarked, der handles omkring uændret ved middagstid. Til tops stryger Nordea efter et klap på skulderen fra japanske Nomura.

Samlet stiger det toneangivende danske C20 Cap-indeks med 0,1 pct. til 654,30 mandag formiddag. Udviklingen er behersket, og få aktier flytter sig mere end 1 pct. op eller ned.

I den dårlige ende af C20 ligger Novozymes, der fredag leverede regnskab for tredje kvartal. Aktien falder mandag 0,7 pct. til 214,90 kr. efter et fald fredag på 2,0 pct.

Mandag har finanshuset Jefferies løftet sit kursmål for aktien til 195 kr. fra 175 kr., mens Alm. Brand Markets har løftet sin anbefaling til "neutral" fra tidligere "sælg".

I den modsatte ende af C20 Cap soler Nordea sig med en stigning på 1,2 pct. til 71,50 kr. Det sker, efter at det japanske finanshus Nomura har hævet sit kursmål til 79,6 kr. fra tidligere 73,6 kr. Anbefalingen er fortsat "køb".

Carlsberg ligger nogenlunde uændret mandag, efter at bestyrelsesformanden Flemming Besenbacher i en fondsbørsmeddelelse understreger, at sidste uges udmelding om ændringer i reglerne for fondets ejerskab af selskabet ikke betyder, at noget stort er på trapperne.

"Som kommenteret i fredagens meddelelse vil jeg gerne gentage, at der ikke er planer om strukturelle ændringer og derfor heller ikke planer om kapitalforhøjelser," udtaler Flemming Besenbacher i præciseringen fra Carlsberg.

120 mia til opkøb

Udtalelsen kommer efter en historie i dagbladet Børsen om, at Carlsberg efter ændringen i fondets fundat kan rejse 120 mia. kr.

"Med ændringen i fondens regler står Carlsberg med gode muligheder for at lave et stort opkøb i Asien. Store opkøb medfører også stor risiko, det ved Carlsberg-aktionærerne alt om, og i det lys vil dagens udtalelser kunne sætte negativt fokus på aktien i dag," skrev Nordea i sin morgenkommentar om Carlsbergs nye muligheder.

Sikkerhedskoncernen G4S stiger med 0,8 pct. til 22,93 kr., efter at selskabet har takket nej til et købstilbud på 1,55 mia. pund eller godt 13,5 mia. kr. for værdihåndteringsdivisionen Cash Solutions. Buddet kom fra Charterhouse Capital Partners.

"Bestyrelsen betragter gruppens services inden for værdihåndtering som centrale i G4S' kerneaktiviteter og strategiske planer. Bestyrelsen mener, at henvendelsens natur og timing er højest opportunistisk og efter passende overvejelser med assistance fra finansielle rådgivere er tilbuddet på bestemt vis blevet afvist," skriver G4S om buddet.

Bankfusion på trapperne

I periferien stiger Sparekassen Himmerland med 7,1 pct. til 173 kr. efter nyheden om, at banken vil fusionere med Sparekassen Hobro under navnet Jutlander Bank.

Sparekassen Himmerland har 263 medarbejdere, mens Sparekassen Hobro beskæftiger 175 medarbejdere, og de to pengeinstitutters samlede udlån og garantier fordeler sig med ca. 40 pct. til private og 60 pct. til erhvervskunder. Spredningen er fornuftig fortæller sparekasserne, hvis største eksponering mod en enkeltbranche udgør ca. 17 pct.

"Sparekassen Himmerland og Sparekassen Hobro har søgt sammen af lyst. Primært med henblik på at opnå fordele for såvel kunderne som aktionærerne og garanterne, idet fusionen forventes at skabe et stærkere pengeinstitut både indtjenings- og kapitalmæssigt," skriver de to sparekasser i en fælles meddelelse.

Mols-Linien falder med 3,1 pct. til 18,90 kr. Den truende efterårsstorm har fået rederiet til at aflyse otte afgange mandag.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis