Selvom der var flotte stigninger til flere af de store selskaber, var det Genmab, som fredag satte sig tungt på overskrifterne, da en ny aftale om kræftmidlet Arzerra med britiske GlaxoSmithKline fik værdierne frem i lyset.
Aktiviteten var igen behersket, men de investorer, der fortsat havde mod på at handle aktier efter torsdagens nedtur, kom fortrinsvis med købsordrer.
Det kunne en noget blandet amerikansk arbejdsmarkedsrapport, som ikke gjorde markedet meget klogere på vækstudsigterne i USA, ikke ændre ved.
"Danmark gør det egentlig ok, blandt andet fordi Mærsk kommer godt igen efter at have fået nogle klø i løbet af ugen. Vestas klarer sig også godt, ligesom flere af de andre aktier, som har haft det svært på det seneste," siger Martin Munk, der er aktiehandler i Jyske Bank, til nyhedsbureauet Direkt.
Han tilføjer, at der ikke er nogen nyheder bag fremgangene.
A.P. Møller-Mærsk A- og B toppede C20 med stigninger på 4,4 og 4,3 pct. til kurserne 46.770 og 48.600 efterfulgt af Vestas, der steg 4,3 pct. til kurs 258,1. Det var dog intet at regne mod en fremgang i Genmab på 46 pct. til kurs 59,65.
En ændring af den tidligere aftale med det britiske selskab GlaxoSmithKline betyder, at Genmab får 815 mio. kr. udbetalt, og at der kommer et loft over selskabets fremtidige investeringer i videreudviklingen af Arzerra. Til gengæld må Genmab opgive milepælsbetalinger for mindst 300 mio. dollar.
"Genmab tager selvfølgelig fokus med denne her aftale, som får os til at løfte vores fair værdi med 12 kr. Vi mener heller ikke længere, at snakken om en snarlig kapitaludvidelse er aktuel, selv hvis salget af produktionsfaciliteterne i USA skulle glippe," siger Martin Munk og tilføjer, at markedet nok opfatter aftalen som et tillidssignal fra GlaxoSmithKline.
FLSmidth sluttede i et plus på 1,5 pct. i kurs 384,6. Mineselskaberne kunne fredag glæde sig over, at den australske regering har lyttet på kritikken af den planlagte mineskat og lempet den sammenlignet med det oprindelige oplæg. Det gav sig udslag til pæne stigninger til flere af de store mineaktier.
Den generelt gode stemning smittede også af på Norden, der steg 1,5 pct. til 207,8 til trods for, at tørlastraterne faldt for 26'ende dag i træk. Man skal helt tilbage til 2005 for at finde så mange dage i træk med lutter ratefald.
Modsat var Novo Nordisk og Novozymes eneste selskaber i C20-regi, der lukkede i minus. Førstnævnte sluttede 0,3 pct. lavere i kurs 483,5, og Novozymes faldt 0,5 pct. til 631.
Blandt sidepapirerne havde luftfartskoncernen SAS, der på det seneste også har haft det svært rent kursmæssigt, en god dag. SAS lukkede hele 8,7 pct. højere i kurs 19,9.
Nyhedsbureauet Direkt