ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier i bakgear slutter kursfest

Efter seks børsdage i træk med lutter plusser på fondsbørsen i København, gik det danske aktiemarked torsdag i bakgear, fordi investorerne stoppede op og tog lidt gevinster hjem.

Carlsberg, der har fået mange positive ord med på vejen fra aktieanalytikerne, kunne ingen dog bremse.

C20-indekset sluttede 0,6 pct. lavere i niveau 294,81 efter at have ligget til sikre stigninger det meste af dagen.

"Det har været ret stabilt positivt hele dagen, men det vendte pludseligt. Efter en rigtig god periode, skal der nok heller ikke så meget til, før der er nogle investorer, som bliver fristet til at tage kortsigtede gevinster," siger Martin Munk, aktiehandler hos Jyske Bank, til nyhedsbureauet Direkt.

"Det er nok også nogle, som spørger sig selv, hvorfor de skulle tage chancen før offentliggørelsen af stresstesten fra USA, og derfor tager stikkene hjem, tilføjer han.

Geithners glade budskab

Meldingen fra USA's finansminister Timothy Geithner om, at amerikanerne kan følge sig sikre på, at disse institutioner også i fremtiden vil være levedygtige, sendte onsdag bankerne op i USA, og de europæiske banker fulgte torsdag i hælene.

Danske Bank, der forleden overraskede positivt med sit regnskab for første kvartal, steg 7,1 pct. til kurs 86,25. Nordea og Sydbank avancerede henholdsvis 2,0 og 0,9 pct.

Carlsberg var eneste C20-aktie, som kunne holde trit med bankerne, endda lidt til. Carlsberg steg 10,6 pct. til 333,5.

"Carlsberg kører på de meldinger, der er kommet fra analytikerkorpset. Analytikerne har været i værkstedet for at se på deres modeller, og flere har hævet deres kursmål og nogle deres anbefaling. Det, og et flot regnskab fra Anheuser-Busch InBev, trækker Carlsberg op," siger Claus Paaske Larsen, der er chefrådgiver i Nordea, til nyhedsbureauet Direkt.

GN-regnskab skuffer

Inden aktierne begyndte at vende snuden nedad i USA, var der fremgang til hovedparten af de cykliske aktier. Flere af disse endte dog i minus. Herunder D/S Norden og A.P. Møller - Mærsk B, der endte 5,5 og 4,1 pct. lavere i 217,75 og 34.700. Begge selskabers aktier er dog steget pænt på det seneste.

GN Store Nord faldt 2,4 pct. til kurs 20,0 efter et regnskab for første kvartal, der viste en omsætning på 1198 mio. kr. og et nettounderskud på 98 mio. kr. Såvel omsætningen som bundlinien var dårligere end konsensus ifølge SME Direkt.

"GN fastholder sin guidance for 2009 og lader til at være rimeligt sikre på forventningerne baseret på de nuværende markedsbetingelser. Men i og med, at aktien er kørt pænt op på det seneste, falder den tilbage på de lidt skuffende meldinger omkring første kvartal," forklarer Claus Paaske Larsen.

Nyhedsbureauet Direkt






Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis