ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Hattrick og rekord nummer 13 i år på vej

Aktierne er absolut ikke gået på vinterferie, og hvis markedet står på ski, er det i hvert fald ikke op ad bakke. De danske aktier er onsdag på vej mod den tredje stigning i vinterferien og den 13. rekord i år.

Eliteindekset C20 Cap starter vinterferiens tredje dag i rekordniveauet 734,31 med en stigning på 0,4 pct. Holder niveauet til lukketid er det rekord igen. 17 af indeksets aktier stiger, mens tre falder.

I indekstoppen er forventningens glæde stor i forhold til FLSmidth, der er regnskabsaktuel i morgen, torsdag.

FLSmidth stiger 1,5 pct. til 304 kr. og er dermed over 300-niveauet for første gang siden 28. januar.

Trods en ventet markant nedgang i omsætning og resultater år til år ser eksempelvis Alm. Brand Markets potentiale for en positiv overraskelse, når det kommer til udsigterne for 2014. Analytikerne venter da også ifølge estimater indsamlet af SME Direkt en stigning i driftsresultatet fra 2013 til 2014 fra et tab på 98 mio. kr. til et plus på 1699 mio. kr.

A.P. Møller - Mærsk-aktierne stiger 0,9 pct. for A-aktien, mens B-aktien må nøjes med en stigning på 0,7 pct. til 64.200 kr.

Jyllands-Posten fortæller om positive vinde i shippingbranchen, der skulle være affødt af bedre udsigter for verdenshandlen samt færre nybygninger.

Rederiet Norden stiger 0,2 pct. til 269,40 kr., mens Torm stiger 3,8 pct. til 1,52 kr.

TDC danner agterlanterne i indekset med et fald på 1 pct. og er én af blot tre C20-aktier, der falder. TDC fik konkurrentnyt fra norske Telenor, der har leveret regnskab for fjerde kvartal. Det viste et lavere driftsresultatet end ventet. Telenors danske forretning viste et omsætningsfald til 1298 mio. nkr. år til år og et decideret tab på EBITDA-niveau i kvartalet.

Før særlige poster lå EBITDA i fjerde kvartal på 237 mio. nkr., et fald fra 273 mio. nkr. år til år. Selskabet tabte 28.000 mobilkunder i Danmark i kvartalet, men fik på koncernbasis 5 mio. flere hovedsagelig fra Pakistan, Indien og Bangladesh.

TDC er endvidere onsdag blevet sænket til "neutral" af det franske finanshus Exane. Anbefalingen var ifølge data fra Bloomberg tidligere "outperform". Af de analytikere, der giver anbefalinger til Bloomberg, har 12 anbefalingen "køb", 11 anbefaler "neutral", mens 4 anbefaler "sælg".

En anden aktie, der er i rødt onsdag, er Carlsberg, der har fået konkurrentnyt fra hollandske Heineken.

- Heineken sænker sine forventninger til det for Carlsberg meget vigtige russiske marked. Selvom det ikke er nogen stor overraskelse, så understreger det, at udfordringerne i Rusland langt fra er overstået, og det bekræfter os i vores vurdering, at man gør klogest i at gå uden om Carlsberg-aktien i øjeblikket, noterer Nordea i sin morgenrapport.

Heinekens driftsresultat eksklusive særlige poster landede på 2,94 mia. euro, en smule mindre end estimatet på 2,96 mia. euro ifølge analytikerkorpset. Nettoresultatet, eksklusive særlige poster, landede på 1,59 mia. euro mod analytikernes prognose på 1,6 mia. euro.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis