ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Genmab slår bak efter stort aktiesalg

Kursfald i Genmab og Novo Nordisk medvirker fredag til at trykke det danske aktiemarked, selv om stemningen i resten af Europa egentlig er ganske god. Olieprisen er kravlet højere, og det er godt nyt for aktiemarkedet, der længe har ladet sig styre af prisudsvingene på oliemarkedet.

Herhjemme ligger C20 Cap-indekset ved 11.30-tiden 0,6 pct. lavere i 960,89. Kun få eliteaktier gør for alvor væsen af sig. Således er det kun Genmab og Chr. Hansen, der har bevæget sig mere end 1 pct.

Chr. Hansen falder med 1,3 pct. til 413,40 kr., uden at der er nyt fremme.

Det er der til gengæld om Genmab, der falder med 5,7 pct. til 755,50. Det sker, efter at partneren Johnson & Johnsons arm for ventureinvesteringer, Johnson & Johnson Innovation, via storbanken Goldman Sachs har solgt 1,7 mio. aktier i Genmab for 753 kr. per styk, eller samlet 1,28 mia. kr.

Aktiesalget, der har fået aktien til at søge ned mod afregningskursen, anses af Danske Bank som helt naturligt og en konsekvens af, at Johnson & Johnsons arm for ventureinvesteringer henter en gevinst hjem på sine investeringer. Derimod er der ikke kurrer på tråden i forhold til samarbejdet mellem Genmab og Johnson & Johnson om kræftmidlet, Darzalex, understreger banken.

- Det er Johnson & Johnsons venturekapitalarm, der sælger. At de vælger at sælge ud nu, har intet at gøre med samarbejdet mellem Genmab og Johnson & Johnson. Man må ikke sætte lighedstegn mellem de to ting. Det er et naturligt frasalg. Men vi synes, at rabatten er lidt større, end den egentlig burde være, også set i lyset af, at det, der blev placeret i går, kun udgør tre dages volumen, siger chefhandler i Danske Bank Mads Zink.

Blandt de øvrige C20-aktier falder også Novo Nordisk igen fredag med 0,7 pct. til 330,10 kr., efter et dyk på 12 pct. onsdag og torsdag i kølvandet af selskabets årsregnskab. Især udenlandske børshuse har handlet aktien ned de seneste dage, men der er lys forude, mener Mads Zink.

- Udlandet var både onsdag og torsdag de suverænt største nettosælgere. Men i løbet af den seneste halve time er udlandet vendt rundt og blevet netto købende. Så jeg har en formodning om, at vi nok har set bunden for Novo-aktien oven på regnskabet, siger Danske Banks chefhandler.

Han forklarer faldet med skuffelse over de langsigtede finansielle mål.

Imens holder A.P. Møller-Mærsk næsen oven vande trods flere negative nyheder. Fredag kom der igen skuffende tal for containerraterne, hvis man ser på dem med Mærsk-briller. Raterne faldt med 4,2 pct. i denne uge.

Samtidig skriver Finans, at en faldende oliepris sætter olieforretningen under et så markant pres, at koncernen kan stå over for nedskrivninger i milliardklassen. Olieprisen stiger dog fredag, og det er ifølge Mads Zink med til at trække i den anden retning.

TDC, der stiger med 0,4 pct. til 30,07 kr. fredag middag, leverede et svagt regnskab for fjerde kvartal, men det var uden de store overraskelser, da selskabet i sidste uge fremlagde ny strategi og tal for 2015. Teleselskabet fastholder forventningerne til 2016 til et driftsoverskud på EBITDA-niveau på 8,8 mia. kr., hvilket er et fald på omkring 1 mia. kr. i forhold til 2015.

Tøjkoncernen IC Groups ligeledes svage regnskab kommer til gengæld som en overraskelse for aktiemarkedet, der sender aktien 2,9 pct. baglæns til 220 kr. Regnskabet viste fremgang på toplinjen, men salgsfremgangen slår ikke igennem på driftsresultatet, og sammenligner man med selskabets forventningerne, som blev fastholdt, skal det være et rigtigt godt andet halvår for at indfri dem.

- Det var lidt skuffende. Især tallene fra Peak Performance var lavere, end vi havde ventet. Og derfor er det nok også meget fair, at aktien sætter sig med 2-3 pct. i dag, vurderer Mads Zink.

Imens kan SAS glæde sig over en kursstigning på 2,3 pct. til 18,20 kr. Trafikstatistikken for januar viste en vækst i passagertrafikken på 11,4 pct.

Senere i eftermiddag vil den amerikanske jobrapport få opmærksomhed. Der ventes en uændret arbejdsløshed på 5 pct.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis