ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Forsigtig indledning

Udsvingene er beherskede på fondsbørsen i København, hvor C20-indekset har lagt ud med en marginal stigning. Investorerne afventer det vigtige tillidsindeks ISM, der snart gerne skulle vise de første tegn på, at den amerikanske centralbanks obligationsopkøb har en positiv effekt på indkøbschefernes vurdering af fremtiden. C20-indekset ligger umiddelbart efter åbningen beherskede 0,1 pct. højere i niveau 493,59.

Carlsberg og A.P. Møller - Mærsk B trækker godt op i det samlede billede med stigninger på henholdsvis 1,0 og 0,6 pct. til kurs 519 og 41.760. Vestas hænger i bremsen med et fald på 2,2 pct. til kurs 40,2.

Novo Nordisk, der vil være i fokus i forbindelse med denne uges diabetesmesse i Berlin, har fået en positivt start. Den indekstunge medicinalaktie lægger ud med en stigning på 0,3 pct. til kurs 919.

ISM, som udføres blandt indkøbscheferne i den amerikanske fremstillingsindustri, har et fremadskuende element, og spørgsmålet er ifølge Nordeas senioraktierådgiver Mikkel Kirkegaard Petersen, om man kan begynde at se en effekt af QE3, som den amerikanske centralbank lancerede for et par uger siden.

Læs også: Byge af nøgletal sætter kursen for aktiemarkederne

"Det er nøgletallene, som kommer til at sætte fokus (i denne uge, red) og præge udviklingen i Danmark. Man spejder efter tegn på, at økonomien er ved at vende rundt. Vi fik nogle lidt svage nøgletal i sidste uge, og jo flere, der kommer af dem, jo mere nervøst bliver markedet, så nøgletallene er rigtigt i øjeblikket," siger Mikkel Kirkegaard Petersen og fortsætter:

"Vi skal altså se noget bedring på baggrund af QE3 og de obligationsopkøb, som ECB har annonceret. For virker de ikke, er vi ved at have brugt det krudt, vi har i bøssen, og så begynder man måske for alvor at kunne forvente nogle negative scenarier. Vi skal se noget bedring, og vi skal se, at de her kapitalindsprøjtninger fra centralbankerne virker."

Denne uge byder på et væld af vigtige nøgletal med fredagens amerikanske jobrapport som nummer et.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis