ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: FLSmidth løftes i negativt C20

FLSmidth ligger fredag over middag med pæn fremgang i kølvandet efter en ordre på 700 mio. kr. til Indonesien. Vestas er også i positivt terræn efter et løftet kursmål hos SEB Enskilda. I bunden af eliteindekset finder man Nordea og Carlsberg, der falder efter udbyttefrafald.

Blandt sidepapirerne vinder Neurosearch noget af de seneste par dages tab tilbage. C20-indekset ligger 0,4 pct. lavere i 460,45, mens de tre store europæiske aktiemarkeder stiger 0,1-0,2 pct.

FLSmidth løftes 3,0 pct. til kurs 454. FLSmidth har fået en kontrakt til en værdi af mere end 700 mio. kr., med PT Adaro Indonesia, der er et datterselskab af PT Adaro Energy Tbk. FLSmidth skal levere materialehåndteringsudstyr til selskabets kulmine.

Den mest nærliggende mulighed for at vinde yderligere ordrer til den indonesiske kulindustri er fra PT Adaro Energy, som netop har sørget for den danske ingeniørkoncerns første ordre på et materialehåndteringssystem i Indonesien, det siger koncernchef Jørgen Huno Rasmussen.

Vestas stiger 1,0 pct. til kurs 212,8. Der kan være en ordre på vej til Vestas i USA. Hvis projektet godkendes af myndighederne, vil det stå færdigt i 2012 med 16 vindmøller fra Vestas med en samlet kapacitet på 29 megawatt.

Møllerne skal produceres på det danske selskabs fabrik i Colorado, skriver Denver Post. Det svenske finanshus SEB Enskilda har hævet sit kursmål på vindmølleproducenten til 255 kr. fra 225 kr.

Carlsberg taber 7 kr. eller 1,2 pct. til kurs 565 efter udbyttefrafald på 5 kr. Nordea har et godt øje til Carlsberg, men foretrækker Royal Unibrew grundet udsigten til højere udbytter. Det fremgår af Nordea Markets morgenberetning.

At Nordea har et godt øje til Carlsberg skyldes ikke mindst eksponeringen til det russiske vækstmarked. Bloomberg News torsdag kunne berette om, at den russiske regering vil tredoble skatten på vodka og cigaretter i 2015.

"En stigning af skatten på vodka er det vigtigste for Carlsberg, og skulle det blive tilfældet, vil det være positivt for Carlsberg," konstaterer Nordea, der anbefaler hold af Carlsberg-aktien.

A.P. Møller - Mærsk taber 0,5 pct. til kurs 50.100. Containerrederiet Maersk Line har planer om at skære antallet af skibe, som anløber havnen i Hongkong, med en tredjedel med virkning fra næste måned. Det skriver South China Morning Post med henvisning til Maersk Lines chef for Sydkina, Søren Karas, ifølge Bloomberg News.

TDC løftes 0,3 pct. til kurs 43,6. Kursmålet på aktien i TDC er blevet skåret til 46 kr. fra tidligere 50 kr. pr. aktie af analytikerne i finanshuset ABG Sundal Collier. Anbefalingen lyder fortsat på "hold".

Nordea falder 2,3 pct. til kurs 56,7 efter udbyttet på 0,29 euro per aktie frafalder aktien fra dags dato.

Neurosearch ligger 7,2 pct. højere i kurs 59,5 efter et par dage med markante fald. Onsdag fik biotekselskabet skuffende nyheder fra de amerikanske sundhedsmyndigheder.

DLH stiger 5,8 pct. til kurs 14,5. SEB Enskilda hæver sin anbefaling på DLH til køb" fra "hold", og kursmålet er sat til 18,5 kr. baseret på et basisscenarie, hvor DLH når den nedre ende af sit eget langsigtede 2014-mål om en omsætning på 4,5-4,8 mia. kr. samt en overskudsgrad på 4,5 pct.

/Ritzau Finans/

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis