ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: FLS og Mærsk yderpunkter på stille dag

Det danske aktiemarked nåede både at blive handlet i plus og minus, inden det lukkede næsten uændret i niveau 608,60 målt på C20 CAP.

A.P. Møller - Mærsk var eliteindeksets prygelknabe på frygt for svage meldinger fra koncernens oliedel i fredagens halvårsregnskab, mens FLSmidth toppede indekset.

"Det har været relativt stille på makrofronten, hvis man ser bort fra japanske BNP-tal, og der har været stille på regnskabsfronten, hvor der dog skrues op for blusset allerede tirsdag og senere på ugen. Men der har været nogle bevægelser i markedet med et kursfald i A.P. Møller - Mærsk, efter at et analysehus har udtykt sig skeptisk om oliedelen," siger Martin Munk, der er aktierådgiver i Jyske Bank, til Ritzau Finans.

Frygt for olieskuffelse

Macquarie frygter en stor skuffelse fra Maersk Oil i fredagens halvårsregnskab, og finanshuset har sænket både kursmål og anbefaling for Mærsk, så anbefalingen nu er "underperform" og kursmålet 41.000 kr.

"Maersk Oil kan skuffe betydeligt i andet kvartal," skriver Macquarie i en analyse, som Ritzau Finans er i besiddelse af. Finanshuset peger på fire forhold, der risikerer at bane vej for en skuffelse, herunder at konsensus forudsætter en gennemsnitlig oliepris på 104,3 dollar per tønde igennem andet kvartal.

Hos Jyske Bank er man ifølge Martin Munk enig i, at oliedelen formentlig ikke vil vise supergode takter, men tror til gengæld, at containerforretningen i Maersk Line vil overskygge svagheden i oliedelen.

Container større svingfaktor end olie

"
Vi er faktisk positive og mener, at der kan ligge en overraskelse i Maersk Line, og at den trods alt er en større svingfaktor end oliedelen. Så selvom der skulle komme en lille skuffelse i Olie & Gas, tror vi, at det vil blive opvejet af Maersk Line," siger Martin Munk, der dermed tror på en positiv reaktion på regnskabet.

A.P. Møller - Mærsk B lukkede 1,5 pct. lavere i 44.520 kr.

FLS tog teten

FLSmidth udgjorde den modsatte pol i C20 med en stigning på 2,8 pct. til 283,10 kr. Nyhedsmæssigt var der mandag ikke det store at berette, men den positive tendens i aktien har nu varet i et par dage.

"Det er kendt for enhver, at FLSmidth har været igennem et svært kvartal, hvilket vi har fået bekræftet fra peer-gruppen. Så der er også rigtigt mange dårlige forhold indregnet i aktien, og så kunne vi godt forestille os, at selskabets nye topchef kommer med nogle strategiske tiltag," siger Martin Munk.

Jyske Bank har en købsanbefaling af FLSmidth.

TDC lukkede næstøverst

TDC klarede sig pænt med en stigning på 1,5 pct. til 48,19 kr. Der var ikke væsentligt nyt ude om den danske teleaktie, som formentlig blot fulgte en generel positiv tendens i telesektoren i Europa.

Pandora, der efter opjusteringen for to uger siden, ventes at komme med et udramatisk halvårsregnskab tirsdag, lukkede 0,4 pct. lavere i 217,50, mens Novozymes' aktie sluttede 1,5 pct. højere i 211,60 kr.

Danske Markets hævede kursmålet for Novozymes med 20 kr. til 245 kr. efter fredagens halvårsregnskab.

"Bioenergy-divisionen fortsætter med at afkoble sig fra den amerikanske bioethanol-volumen. Vi er mere optimistiske om udviklingen inden for 2G cellulose biobrændstof og at enzymteknologi vil være den foretrukne omdannelsesteknologi," begrunder Danske Markets.

Bagagekonflikt lurer hos SAS

SAS faldt 2,4 pct. til 12 kr. Berlingske Business skrev, at en konflikt lurer for bagagehåndteringen i Kastrup Lufthavn. SAS er i dialog med Swissport om et samarbejde for at nedbringe omkostninger. Skulle det munde ud i en ændring i de nuværende arbejdsforhold, trues der med strejke fra fagforeningerne.

Så gik det bedre for sikringskoncernen G4S' aktie, der steg 3,9 pct. til 21,29 kr. Aktien så ud til at få lidt medvind efter meldingen om, at G4S har fået en ny storaktionær i form af svenske Cevian Capital, der i Danmark er bedst kendt for at have en aktiepost i Danske Bank på over 5 pct.

Dækning af Matasaktien

Både Danske Bank, Nordea og Morgan Stanley, der alle deltog i børsnoteringen af Matas tilbage i juni, indledte mandag dækningen af selskabets aktie med en købsanbefaling og et kursmål på 145-150 kr.

"Det ikke er nogen væksthistorie, men Matas er defensiv, lav risiko og meget pengestrømsgenererende," skriver Anisha Singhal fra Morgan Stanley i en analysenote og tilføjer, at børshuset ser potentiale for en betydelig, løbende tilbagebetaling til investorerne, en holdning, der deles af Nordea og Danske Bank.

Matas lukkede 3,1 pct. højere i 132 kr.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis