ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Flad åbning - fokus på detailsalg i USA

De udenlandske markeder, som Europa plejer at lade sig påvirke af, har ikke gjort voldsomt væsen af sig, siden de europæiske børser lukkede onsdag. Dermed synes der at være lagt op til en neutral åbning. En af de ting, som kan sætte gang i løjerne, er, hvis eftermiddagens amerikanske nøgletal går hen og overrasker.

"Jeg tror, at vi kommer til at se en flad åbning på aktiemarkedet ud fra den betragtning, at vi onsdag havde et amerikansk marked, der svingede frem og tilbage uden rigtigt at kunne finde ud af, hvilket ben det skulle stå på. Desuden ser vi nogenlunde samme billede i Asien," siger Claus Paaske Larsen, chefrådgiver hos Nordea, til nyhedsbureauet Direkt.

Det er ifølge Claus Paaske Larsen lidt kendetegnede for markederne lige nu, at de skimter efter nogle nye indikatorer, der kan vise, at de 'grønne skud' er holdbare. På den anden side står investorer, som kan tage nogle pæne gevinster hjem.

C20-indekset lukkede onsdag 2,1 pct. højere i niveau 300,65 efter stigninger til tre fjerdele af eliteindekset.

A.P. Møller - Mærsk A- og B klarede sig flot med plusser på henholdsvis 6,2 og 5,4 pct. til kurserne 35.200 og 35.900 og både Nordea, Carlsberg, DSV og Sydbank steg mere end 4 pct.

"Jeg tror stadig, at bankerne vil være i fokus, da der fortsat er en del snak om sektoren, og specielt dens relation til Østeuropa, ligesom man vil fokusere på eftermiddagens tal for detailsalget (fra USA, red.) og fredagens tal for Kinas industriproduktion. Det tal er kommet i fokus efter rygter om, at det bliver bedre end ventet," tilføjer Nordeas chefrådgiver.

Konsensus for detailsalget i USA er ifølge Bloomberg News en stigning på 0,5 pct. i maj og 0,2 pct. uden biler.

Der kan komme fokus på William Demant. Børsen skriver, at Credit Suisse venter, at væksten i salget af høreapparater vil være på 4 pct. i 2009, hvilket i givet fald vil være en fordobling i forhold til 2008. Det er først og fremmest salget i USA, der står til at boome. Det kan påvirke William Demant.

William Demant har selv forventet, at verdenssalget af høreapparater ikke vil opleve nogen stigninger i 2009, og at selskabet selv vil vokse 2-4 procentpoint mere end markedet.

William Demant vil ifølge artiklen dog gerne se mere håndfaste tegn. Det er stadig lidt for tidligt at ændre på de officielle forventninger. Desuden påpeger William Demant, at nedgangen i Storbritannien til dels opvejer væksten i USA.

William Demant lukkede 0,4 pct. højere i kurs 287,0.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis