ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Finans i fokus efter Nomura-emission

Det danske aktiemarked ligger til en flad åbning på en fredag, hvor finansaktierne ventes i fokus, efter Japans største investeringsbank, Nomura, har annonceret en årets anden aktieemission.

Den nyhed presser det japanske indeks, men har ikke forplantet sig til resten af Asien, og det får Jyske Bank til at vente en flad åbning på C20.

"Jeg tror, vi skal åbne mellem 0 og 0,25 pct. højere. Jeg troede umiddelbart, der ville komme et større pres på aktierne efter Nomuras gigantiske emission, men det ser ud til at være begrænset til Japan," konstaterer aktiehandler Rasmus Grann fra Jyske Bank over for nyhedsbureauet Direkt.

Nomura har annonceret en plan om at rejse 551,3 mia. yen svarende til 5,6 mia. dollar i en aktieemission, som svarer til 30 pct. af selskabets eksisterende aktier.

Det er anden gang i år, at Nomura beder markedet om penge, og det fik aktien til at falde 16 pct., mens det japanske Nikkei 225-indeks lukkede 2,6 pct. lavere. Det fællesasiatiske MSCI Asia-index falder dog blot med 0,3 pct.

Generelt beskriver Rasmus Grann fredagens program som ikke voldsomt ophidsende , men mener dog, at der vil komme fokus på det igangværende G-20-møde i Pittsburgh, USA, ligesom der kan komme fokus på eftermiddagens amerikanske nøgletal.

"Herhjemme kan der komme pres på finansaktierne efter Nomura, og måske ser vi Carlsberg komme lidt tilbage efter torsdagens fald," siger Rasmus Grann.

Torsdag lukkede Carlsberg 2,9 pct. i 382 kr. efter spekulationer om udfaldet af de igangværende forhandlinger om en afgiftsstigning på øl i Rusland.
Også A.P. Møller - Mærsk kan komme i fokus efter det japanske rederi Mitsui har nedjusteret forventningerne.

Desuden ventes opmærksomhed om William Demant efter et par analytikeranbefalinger. Deutsche Bank har hævet sin anbefaling til hold , mens Morgan Stanley har indledt dækning af William Demant med undervægt

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis