ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Fanget mellem bjørnen og tyren

Det danske aktiemarked er i limbo disse dage, hvor investorerne holder skarpt øje med, om trenden fra den seneste uge med fald skal vare ved, eller om markedet vil rette sig.

Også på den lidt længere bane er der usikkerhed om, hvorvidt bjørnen eller tyren vinder.

Der er ingen afgørende selskabsspecifikke nyheder, der kan sende optimismen op eller give de mere negative stemmer i markedet ammunition til forventningen om en snarlig korrektion.

"Det er en trist morgen rent nyhedsmæssigt. Kigger man mod USA står man lige imellem, om det er et bull- eller et bearmarket, vi befinder os i," siger aktiehandler i Jyske Bank, Rasmus Grann til Direkt.

Han refererer til de i markedet indforståede begreber for, om kurserne skal stige, som ryggen på en tyr, eller falde som ryggen på en bjørn på alle fire.

Tysk nøgletal

Med manglende selskabsspecifikke nyheder vil man holde øje med nøgletal, hvor de tyske Ifo-tal kan sætte retning klokken 10.

Tallet, der ventes at stige marginalt til 85, dækker over selskabers opfattelse af det nuværende forretningsklima og hvordan de venter de næste 6 måneder vil blive. Omkring 7000 tyske virksomheder deltager i undersøgelsen.

"Vi får en stille start på dagen, nok med marginale stigninger. Men eller er det en tidlig start på sommerferieperioden vi oplever. Der vil dig være meget fokus på nøgletallene for at se, hvordan økonomierne udvikler sig. De vil være delvis bestemmende for, hvordan aktørerne på aktiemarkederne udvikler sig," siger Rasmus Grann.

Carlsberg tæt på frasalg

Trods fraværet af store selskabsspecifikke nyheder rører der sig dog et par mindre historier omkring de danske aktier. Carlsberg er i gang med at frasælge sit tyske bryggeri i Braunschweig.

Det sker som et led i Carlsbergs effektiviserings- og tilpasningsstrategi i Vesteuropa. Den britiske analytiker Mathew Webb fra Cazenove har tidligere estimeret, at Carlsberg kan spare 400-500 mio. kr. om året, hvis bryggeriet lukker syv af sine såkaldte støttebryggerier - herunder det i Braunschweig.

For A.P. Møller-Mærsk kan der være stigninger i vente efter det danske konglomerats shippingskollegaer i Asien har oplevet stigninger. Neptune Orient Lines, NOL, steg 5,9 pct. på børsen i Singapore.

Skidt nyt for Grazax

Berlingske Business skriver, at Mærsk skruer ned for investeringerne i Maersk Line for at bruge pengene på mere profitable områder som olieudvinding og havnedrift.

"Vi skal fordele vores investering de steder, hvor vi får det bedste afkast. Maersk Line har de sidste år givet dårlige afkast, og det er et vanskeligt område at tjene penge i. Når det gælder investeringer, vil vort hovedfokus derfor blive rettet mod bl.a. olien og terminalerne den kommende tid," udtaler Mærsk-topchef Nils Smedegaard Andersen til avisen.

Uden for de tunges drenge selskab i C20 har Alk-Abelló måtte lide den bet, at Lægemiddelstyrelsen ikke vil give generelt tilskud til en kur med allergivaccinen Grazax. Det sker grundet den høje behandlingspris og manglen på langtidsdata.

Med beslutningen er Danmark stadig en sort plet på ALK-Abellós Europa-kort. Grazax får nationalt offentligt tilskud i Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Holland, Irland, Østrig, Schweiz, Spanien og Grækenland, mens der er regionale tilskudsordninger i Italien og England.

Sydbanks Rune Majlund Dahl vurderer over for Direkt, at afgørelsen har en dårlig signalværdi for ALK-Abelló og bør få en lille negativ effekt på kursen.

Værdiansættelsesmæssigt har det dog ikke den store betydning for Sydbanks opfattelse af aktien i Alk-Abelló.

Sydbank har anbefalingen 'Neutral' på aktien i ALK-Abelló.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis