ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Europa malet rødt af Grækenland

En cocktail af fortsat græsk, politisk uro og et stort valgnederlag til den tyske forbundskansler ved delstatsvalget i den folkerige delstat Nordrhein-Westfalen er ikke guf for aktieinvestorerne, og aktierne i Europa styrtbløder mandag eftermiddag.

Det brede Stoxx 600-indeks falder med 1,7 pct. Lidt mindre end de tre toneangivende indeks i Paris, London og Frankfurt.

Finansaktierne i fokus

Hollandske ING falder med knap 6 pct. til 4,91 euro, da EU vil undersøge den hollandske regerings redning af banken igen.

Banksektoren i Stoxx 600 lukkede 2,7 pct. lavere. Af de ti største fald i indekset er omkring halvdelen banker.

Det største fald var dog det græske bettingselskab Opap, der faldt med 12 pct. til 5,15 euro. Græske aktier får i øvrigt bøllebank på frygten for landets udtræden af euroen. Det toneangivende græske indeks lukkede nede med 5 pct. til endnu en bundrekord.  

For første gang udtaler Den Europæiske Centralbank sig om, hvordan man har tænkt sig at håndtere en græsk exit fra eurosamarbejdet. Det skrev Financial Times mandag.

De mislykkede forsøg på regeringsdannelse øger udsigterne til, at Grækenland ikke vil leve op til de krav, som skal opfyldes, før landet kan få del i de økonomiske redningspakker, der skal hjælpe landet på benene igen og stabilisere den finansielle situation.

Også Fitch stillede op i køen og var ude med en vurdering af konsekvenserne ved et eventuelt græsk euro-exit.

I den anden ende af indekset ligger britiske Invensys, der steg 3,2 pct. til 209 pence på rygter om en overtagelse fra Siemens, GE eller Emerson Electrics.

Den irske ciderproducent C&C, steg til 3,6 euro. Stigningen er på 0,8 pct og kommer efter rygter om, at både SABMiller og Carlsberg skulle være interesseret i at byde på selskabet. Markedsværdien af C&C er knap 1,25 mia. euro eller 9,3 mia. kr.

Ritzau Finans


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis