ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: De tunge drenge trækker C20 i plus

Stigninger til flere af de helt tunge drenge sørger for at trække det danske aktiemarked i plus, selvom der er en ligelig fordeling mellem plusser og minusser i C20-indekset.

Imens har DSV mistet lidt af pusten, efter den danske transportkoncern har afvist rygter om købsinteresse.

C20-indekset lægger med en stigning på 0,4 pct. til niveau 402,22 afstand til den magiske 400-grænse, som blev krydset onsdag, og som markerer en tilbagevenden til niveauer fra før Lehman Brothers' kollaps.

Danske Bank fører an med en stigning på 2,0 pct. til kurs 143,8, efter Swedbank har hævet kursmålet på aktien til 165 kr. Det indikerer, at den svenske banks analytikere fortsat ser et positivt potentiale i aktien på knap 15 pct.

Lige i hælene ligger A.P. Møller - Mærsk A og B, der stiger 1,7 og 1,6 pct. til henholdsvis kurs 44.320 og 45.770.

"I går brød aktien ud af det handelsinterval, hvori den har handlet sidelæns siden midten af januar. I samme periode er resten af det danske aktiemarked steget markant, og dette efterslæb bør blive indhentet. Det har ikke skortet på indikationer om, at fragtmængderne og raterne er på vej op," skriver Nordea i sin morgenkommentar.

DSV var en overgang oppe i kurs 109,6, men må nu nøjes med en fremgang på 1,4 pct. til kurs 106, efter selskabet har afvist at være i interesserede køberes søgelys.

"DSV's ledelse skal hermed oplyse, at der ikke er forhandlinger eller dialog med DSV's ledelse vedrørende et eventuelt opkøb af DSV," meddelte transportkoncernen efter rygterne om, at Australiens største transportgruppe, Toll Group, skulle ellers være interesseret i at købe hele DSV.

I bunden af C20 finder man Carlsberg, der sætter sig 2,3 pct. til kurs 449,4. Der er ikke mange finanshuse, som har en negativ holdning til Carlsbergs aktie, men et af dem, som har, Deutsche Bank, fastholder torsdag sit negative syn på aktien.

Deutsche Bank, der gentager sin salgsanbefaling, hæver kursmålet på Carlsberg fra 360 til 400, hvilket dog fortsat indikerer, at banken ser et negativt kursmæssigt potentiale på 11 pct.

Uden for C20-indekset stiger GN Store Nord med 1,2 pct. til kurs 34,50, da selskabet ventes at præsentere et nyt, trådløst høreapparat på messen Audiology Now!, som åbner torsdag i San Diego.

Det oplyser selskabets kunde KIND Hörgeräte til nyhedsbureauet Direkt. GN Resound vil ikke kommentere nyheden før præsentationen torsdag aften.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis