ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Danske Bank til tops i C20

Danske Bank-aktien er i hopla mandag middag efter et godkendt kvartalsregnskab, der vidner om god omkostningskontrol. Derimod falder Chr. Hansen i kølvandet af en vag formulering af koncernens langsigtede mål for udviklingen i overskudsgraden.

C20-indekset ligger ved 13.30-tiden 0,7 pct. højere i 427,65. Danske Bank har taget teten i C20 med et plus på 4,1 pct. til kurs 146,6.

Regnskabet for tredje kvartal viste et plus på 1870 mio. kr. før skat, hvilket var godt trekvart mia. kr. bedre end i samme periode året før. Samtidig var det cirka en kvart mia. kr. bedre end ventet af analytikerne, ifølge SME Direkt.

"Nettorenteindtægter og handelsindtægter er en lille smule lavere, end jeg havde forventet. Derimod er nettogebyrindtægterne lidt til den pæne side, men det, jeg hæfter mig ved af positive elementer i regnskabet, er, at omkostninger og nedskrivninger er lavere, end både jeg og konsensus har forventet," siger Bjørn Schwarz, aktieanalysechef i Sydbank, til nyhedsbureauet Direkt.

Sydbank så derimod ikke de store overraskelser i Chr. Hansens årsregnskab, der favnede bankens estimater meget godt på såvel på kort som langt sigt.

Til gengæld var analytiker Rune Majlund Dahl ikke imponeret over Chr. Hansen-ledelsens retorik i forhold til at guide om udviklingen i overskudsgraden på den lange bane.

Chr. Hansens ambition er gradvist at løfte overskudsgraden, mens vækstforventningerne er mere specifikke og fordrer en organisk fremgang i omsætningen på 8-10 pct. årligt, eller lige over markedsvæksten.

"Jeg synes, at det er lidt vagt, at man blot siger, at EBIT-marginen før særlige poster skal være stigende. Det gør det svært at finde ud af, hvornår de langsigtede forventninger er nået," siger Rune Majlund Dahl.

Blandt de mindre selskaber ligger Parken Sport & Entertainment 0,6 pct. højere i kurs 87 før aftenens Champions League-brag hjemme mod Barcelona.

Topsil stiger 5,1 pct. til kurs 1,64, efter SEB Enskilda har indledt dækning af aktien med en købsanbefaling og et kursmål på 2,20 kr.

SAS stiger 2 pct. til kurs 20,8. Ifølge Reuters har Lufthansas bestyrelsesformand signaleret, at man er interesseret i SAS, men en af Lufthansas informationsansvarlige, Aage Dunhaupt, gentager over for Direkt tidligere meldinger om, at der ikke føres samtaler og at man ikke har planer om at tage sådanne diskussioner op, da man har nok at gøre med at absorbere sine seneste opkøb.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis