ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Danske Bank i pænt comeback

Danske Bank skiller sig ud som den mest stigende aktie i C20-indekset fredag.

Banken var torsdag ramt af rygter om en kommende kapitalforhøjelse, men hos Jyske Bank fortæller handler Henrik Aagaard Jensen til nyhedsbureauet Direkt, at man ikke tror på den historie.

Det samme ser ud til at gøre sig gældende for resten af markedet. Aktien stiger i hvert fald med 1,3 pct. til kurs 137, efter den faldt med 2,0 pct. torsdag.

C20-indekset falder med 0,6 pct. til indeks 460,20, og det er primært indekstunge Novo Nordisk, der presser indekset.

Aktien ligger 2,3 pct. lavere i kurs 615,50, efter den tyske storbank Deutsche Bank har sænket sin anbefaling til 'sælg' fra tidligere 'hold'.

Schweizerbanken UBS har sat aktien i Carlsberg i skammekrogen ved at sætte bryggeriets navn på listen over de mindst foretrukne akter, skriver European Market Scope. Carlsberg ligger i et minus på 1,0 pct. til kurs 536,60.

Noget bedre går det for GN Store Nord, der stiger med 0,7 pct. til kurs 51,10.

GN's datterselskab DTPG har indgivet et krav på 2,4 mia. kr. til polske TPSA i en sag, hvor DTPG havde krav på et overskud på 14,8 pct. af datatrafikken i et polsk fibernet.

De to parter kunne imidlertid ikke blive enige om, hvor stort overskuddet var. DTPG har efter flere år vundet første fase af retssagen, og GN Store Nord håber at kunne få anden fase overstået hurtigt.

"Det er voldgiftsretten, der suverænt bestemmer, hvor lang tid, den skal bruge til at evaluere sagen. Men i og med at vi har kørt en langvarig proces med første del af kravet, hvor der kom en afgørelse i september sidste år, er grundreglerne og rammerne lagt. Så vi forventer en langt mere hurtig og smidig proces," siger Mikkel Danvold, der er chef for investor relations i GN Store Nord, til nyhedsbureauet Direkt.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis