ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Danser sidelæns

Efter en mandag formiddag, hvor det har været lidt op og ned på aktiebørserne, synes aktierne ved middagstid at have stabiliseret sig omkring status quo.

"Vi har haft et marked uden nogen rigtig tendens. Fra åbningen forsøgte aktierne at trække lidt opad på baggrund af et meget flot resultat fra Apple i USA sent mandag og stigende asiatiske aktier og amerikanske futures," siger Søren Møller Sørensen, aktiechef i Amagerbanken til Direkt og fortsætter:

"Herefter kom vi ind i en konsolideringsfase. Her ved middagstid har markedet stabiliseret sig og kører sidelæns."

Ved 13-tiden er status, at C20-indekset ligger uændret i niveau 341,41. Udviklingen afspejler en ligelig fordeling mellem antallet af C20-selskaber, der stiger og falder. Kun tre af eliteindeksets aktier flytter sig mere end 1 pct.

I bunden ligger Genmab, der falder 1,7 pct. til kurs 141,5. I toppen finder man Carlsberg, der stiger 2,0 pct. til kurs 365,25 og D/S Norden, der ligger 1,5 pct. højere i 209.

Carlsberg får et løft af en positiv anbefaling fra S&P Equity Research, der har hævet sit kursmål på aktien til 498 kr. fra tidligere 442 kr. Anbefalingen er stadig 'stærkt køb'.
DSV lagde godt ud, men er ved middagstid falder tilbage, så transportaktien nu kun ligger 0,1 pct. højere i kurs 90,40.

"Kuhne og Nagel er kommet med regnskab. De ytrer sig om volumenfremgang i både luft- og søfragt, hvilket er positivt. På landtransport havde de kraftig vækst, mens den organiske vækst lod vente på sig. Det samlede billede synes jeg er positivt relateret til DSV," siger Søren Møller Sørensen.

Ifølge aktiechefen har det været småt med interessante nyheder om de store, danske selskaber, og markedsdeltagerne venter især på eftermiddagens kvartalsregnskaber fra USA. Søren Møller Sørensen forventer i øvrigt, at de amerikanske regnskaber overordnet set vil fortsætte med at overraske til den positive side og understøtte aktiemarkedets udvikling.

Hvorvidt aktiemarked kan fortsætte de positive takter, vil dog også afhænge af, at makrotallene stadig spiller med. Dagens nøgletal ventes dog ikke at få den store indvirkning.

Jeudan stiger 1,1 pct. til kurs 442 efter meldingen om, at ejendomsselskabet har købt Landic Property med 31 ejendomme for 2 mia. kr., og at selskabet i starten af 2010 gennemfører en aktieemission, der ventes at tilføre selskabet 700 mio. kr.

Jeudans bestyrelsesformand Niels Heering forsikrer, at der ikke er nogen usikkerhed forbundet med kapitaludvidelsen på 700 mio. kr., men at den bare skal falde endeligt på plads.

"Vi ved, at en række af de store aktionærer bare vil tegne deres aktier, og resten er garanteret, så kapitaludvidelsen er sikret," siger Niels Heering til Direkt.

Sjælsø Gruppen, der har meddelt, at selskabet venter et resultat for 2010 på mellem nul og minus 250 mio. kr. før skat og eventuelle nedskrivninger og hensættelser, falder 4,2 pct. til kurs 15,80. Men det er under en lav omsætning i aktien.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis