ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Cykliske aktier slår igen

Efter to dage med minusser sætter det danske aktiemarked mandag kursen forsigtigt mod nord.

Specielt de cykliske aktier, der havde det svært i slutningen af sidste uge som følge af nervøsitet for de økonomiske udsigter, klarer sig godt. Desuden rejser Carlsberg sig efter fredagens stryg.

"Der er ikke den vilde aktivitet, men vi ser dog et lille rebound fra de store fald fredag, og det er nogle af de papirer, som fik flest tæsk, der nu klarer sig bedst," siger Ole Kjær Jensen, afdelingschef for skandinaviske aktier, til nyhedsbureauet Direkt.

Han henviser blandt andet til FLSmidth, NKT og Carlsberg, der alle ligger i toppen af C20-indekset.

Venter på nøgletal

Investorerne afventer ifølge Ole Kjær Jensen tydeligvis det amerikanske ISM-indeks for servicesektoren kl. 16.00, der vil give de seneste tegn på, hvorvidt serviceerhvervene efter 11 måneder i træk med aftagende aktivitet er ved at komme på fode igen.

Endelig ses der frem til, at aluminiumsproducenten Alcoa skyder den amerikanske regnskabssæson i gang onsdag.

Selve eliteindekset stiger 0,5 pct. til niveau 327,19 efter fremgange til knap tre fjerdedele af indeksets aktier, herunder NKT, der ligger til en fremgang på 3,8 pct. i kurs 290 og FLSmidth, der avancerer med 4,4 pct. til kurs 263.

NKT ventes ifølge Ole Kjær Jensen at være i fokus i forbindelse med, at selskabet holder kapitalmarkedsdag i tyske Køln og ungarske Budapest henholdsvis mandag og tirsdag.

Carlsberg i vejret

Carlsberg stiger 3 pct. til kurs 343 efter et fald på 8 pct. fredag, da Ruslands regering sendte et lovforslag til Dumaen om fra næste år at forøge afgiften på øl med 200 pct.

Der er også fremgang at spore i A.P. Møller - Mærsk A og B, der stiger 0,9 og 1,5 pct. til kurs 33.100 og 34.400. SEB Enskilda har hævet kursmålet på aktien til 44.600 kr. fra tidligere 44.100, mens anbefalingen fastholdes på 'buy'.

Blandt sidepapirerne ligger B&O, som kommer med regnskab for første kvartal på torsdag, nede med 1,8 pct. i kurs 58,5. S&P har sænket sin anbefaling af aktien til 'sell' fra 'hold'.

Atlantic Petroleum falder 23,6 pct. til kurs 236. Hertil skal dog bemærkes, at aktien for første dag handles uden ret til at tegne nye aktier i forholdet 4 til 3 til rabatkursen 125 kr.

Trævarekoncernen DLH stiger 0,7 pct. til kurs 30,7 efter annoncering af en større restrukturering.

Som følge af svage konjunkturer nedlægger DLH sine forarbejdningsaktiviteter i Brasilien, Polen og Sverige og gennemfører effektiviseringer i organisationen.

Ændringerne, der betyder, at ca. 220 ansatte opsiges, ventes at give årlige besparelser på ca. 40 mio. kr. I 2009 ventes restruktureringsomkostninger på 23 mio. kr.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis