ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Chr. Hansen blev dagens lækkerbisken

En byge af regnskaber fra ind- og udland satte onsdag præg på en i øvrigt negativ session på det danske aktiemarked. Chr. Hansens kvartalsregnskab fik en glad smiley af investorerne, mens Nordea derimod bakkede en anelse i kølvandet af sit kvartalsregnskab.

Også Carlsberg og FLSmidth var påvirket af kvartalsmeddelelser, og fik begge kursklø efter skuffende meldinger fra henholdsvis Heineken og amerikanske Caterpillar.

C20 Cap-indekset endte med et fald på 0,4 pct. til 653,03, men efter nogle dages optur med lukkerekorder tre dage i træk.

Dårligt nyt fra konkurrent ramte Carlsberg

Onsdagens prygelknabe i København var Carlsberg, der blev ramt af eftervirkningerne af en skidt kvartalsopdatering fra Heineken. Carlsberg faldt 2,9 pct. til 572 kr., stærkt påvirket af Heinekens meldinger om vigende volumener i Central- og Østeuropa.

"Det er et eller andet sted som at tage en slurk af en doven fadøl, når der kigges på det, der kommer fra Heineken. Det er ikke specielt god læsning med Carlsberg-briller. Det er specielt Central- og Østeuropa, der bliver fremhævet som de markeder, hvor forbrugerne er meget tilbageholdende. Især i Rusland ser det skidt ud, og det lover ikke godt for Carlsberg , når det tænkes på, hvor eksponeret de er på det marked," konstaterer aktieanalytiker i Sydbank Morten Imsgard.

Derimod var der pæne takter at spore fra den hjemlige regnskabsfront.

Godt nyt fra Chr. Hansen


Onsdagens største kursspring i C20-regi tilfaldt Chr. Hansen. Ingredienskoncernen leverede en omsætning på 193,9 mio. euro i fjerde kvartal, og et resultat af primær drift på 59,5 mio. euro. Konsensus var ifølge SME Direkt, at omsætningen ville stige til 196 mio. euro, og at driftsresultatet ville vokse til 58,6 mio. euro.

Hos Jyske Bank lægger man især mærke til en stærk indtjening i Chr. Hansens divisioner Cultures & Enzymes og Natural Colors, oplyser aktiehandler Martin Munk. Desuden varsler Chr. Hansen et udbytte på i alt 6,26 kr. per aktie, hvoraf halvdelen - eller 3,13 kr. - er et ekstraordinært udbytte. Her havde Jyske Bank dog håbet på lidt mere.

Aktien i Chr. Hansen endte 4,2 pct. højere i 205,70 kr.

Fald til Nordea

Mere forbeholdent blev der reageret på regnskabet fra Nordea. Bankaktien faldt 1,4 pct. til 69,15 kr, selv om indtjeningen blev væsentligt forbedret i tredje kvartal sammenlignet med samme periode sidste år. På bundlinjen manglede der dog 23 mio. euro sammenlignet med analytikerforventningerne.

"Det er et flot resultat, som er hæmmet af noget skuffende handelsindtægter," siger Alm. Brand Markets bankanalytiker, Jesper Christensen, til Ritzau Finans.

Finanskoncernen kom ud af tredje kvartal med et nettooverskud på 764 mio. euro, hvilket var en fremgang fra 684 mio. euro i samme periode sidste år. Analytikerne havde ventet en stigning til 787 mio. euro ifølge estimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans.

Danske Bank, der ellers fik løftet kursmålet af Deutsche Bank til 123 kr. fra 108 kr., faldt ligesom kollegaerne i Nordea og endte 1,2 pct. nede i 124,5 kr.

Kursrekord til Novozymes

For Novozymes bød onsdagen modsat på kursrekord. Novozymes har indgået en aftale med amerikanske Almac om brug af det danske selskabs teknologi inden for biofarma. Det er netop et af de områder, som Novozymes ønsker at styrke. Aktien sluttede 2,1 pct. højere i 219,5 kr.

Imens gjorde FLSmidth sig bemærket med et fald på 1,7 pct. til 283,7 kr. Branchefællen Caterpillar nedjusterede forventningerne og berettede atter om en svag udvikling i mineindustrien. Broderparten af kursfaldet i FLSmidth var dog sat ind, inden meddelelsen fra Caterpillar.

Blandt sidepapirerne steg NKT, der kunne glæde sig over gode meldinger fra Nilfisk-Advances amerikanske konkurrent Tennant, med 1,8 pct. til 278,7 kr.

Ringkjøbing Landbobank fulgte storbankerne nedad og lukkede med et minus på 2,2 pct. i 1125 kr. trods en opjustering af forventningerne til hele 2013.

Danske Andelskassers Bank lukkede 4,4 pct. lavere i 7,55 kr. Finanstilsynet har meddelt banken, at den politianmeldes for i mindst 12 tilfælde at have lånefinansieret kunders køb af aktier i forbindelse med aktieemissionen i juni 2011.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis