ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Carlsberg synker til bunds

Carlsberg straffes prompte på aktiemarkedet for bryggeriets skuffende 2012-regnskab og sænkede målsætninger.

Aktien falder 5,6 pct. efter 10 minutters handel til kurs 569.

Samlet falder C20 Cap-indekset, hvori Carlsberg er den tredjestørste enkeltaktie, 1,0 pct. til 558,84. Dermed ligger Danmark noget under Europa, hvor tendensen er til fald på 0,2 til 0,5 pct. i de toneangivende landeindeks.

Carlsberg var hårdt ramt af særlige poster i fjerde kvartal. Samlet set var omsætningen i kvartalet ellers en positiv overraskelse med 15,9 mia. kr. mod ventet i markedet ifølge SME Direkt 15,6 mia. kr. Det blev dog omsat til et let skuffende driftsresultat før særlige poster på 2152 mio. kr. mod ventet i markedet 2237 mio. kr.

Ekstra nedskrivninger

De særlige poster belaster dog for 1305 mio. kr. mod ventet 209 mio. kr. og dermed endte resultatet før skat på 309 mio. kr., milevidt under det estimerede på 1140 mio. kr. Det skyldtes blandt andet nedskrivninger i Rusland på over en halv milliard kr.

For 2013 venter Carlsberg et driftsresultat før særlige poster på 10 mia. kr. Det skal ses i forhold til analytikernes estimater på 10,7 mia. kr. Hvad der trækker yderligere fokus er dog, at Carlsberg opgiver sine meget klare målsætninger for sine regioner. De bliver nu ændret til blødere mål.

"Forventningerne til 2013 skuffer en smule. De begynder at "highlighte", at der kommer ekstrastore omkostninger til supply chain projekter i de kommende år," vurderer Sydbanks Morten Imsgaard til Ritzau Finans efter regnskabet, men fremhæver:

"Selvom der tages højde for det, så ligger det et stykke under forventningerne."

Nye forventninger

Han kobler det til ændringen af de langsigtede forventninger.

"Det er skuffende, at de ændres og Carlsberg giver dermed skeptikerne ret på de langsigtede målsætninger om overskudsgrad. Nu får man en langt mere blød formulering. Det er vanskeligt at tro på, hvor højt overskudsgraden kan komme op, når de ændres."

Ud over Carlsberg vågnede markedet til en nedjustering fra Solar. For 2013 ser Solar nu en omsætning på 1690 til 1730 mio. euro mod tidligere 1720 til 1770 mio. euro. Driftsresultatet, EBITA, forventes nu at lande på 34 til 41 mio. euro mod tidligere 42 til 51 mio. euro.

"Som følge af markedsudviklingen har vi foretaget yderligere restruktureringer i flere lande. De mest omfattende restruktureringer gennemføres i første halvår i Holland. De ventede restruktureringsomkostninger stiger i 2013 fra ca. 2 mio. euro til ca. 5 mio. euro, oplyses det i årsregnskabet," skriver Solar.

Det sker efter et år, hvor omsætningen er løftet til 1700 mio. euro fra 1532 mio. euro og driftsresultatet til 38 mio. euro. Sidstnævnte var under guidance på 44 mio. euro.

Solar-aktien er den eneste på fondsbørsen, der klarer sig dårligere end Carlsberg, da den dykker 6,7 pct. til 241 kr.

Brøndby i hopla


Brøndby-aktien er til gengæld i hopla og åbner med et plus på 11,7 pct. til 10,50 kr. Det sker, efter at fodboldklubben i weekenden udbetalte de første penge i feriepengesagen til de tidligere spillere Peter Madsen, Thomas Rasmussen og Martin Ericsson.

Danske Bank er fortsat i risiko for kundeflugt. Ifølge Politiken overvejer hele 35 pct. af bankens kunder at skifte bank. Det er omtrent dobbelt så stor en andel som i befolkningen i helhed og langt over konkurrenten Nordea, for hvem tallet kun er 10 pct. Danske-aktien åbner 0,4 pct. lavere i 107,90, mens Nordea tager et dyk på 0,3 pct. til 64,45 kr.

I toppen af C20-indekset ligger Pandora, der går 0,6 pct. frem til 138,40 kr., mens Carlsberg i bunden får selskab af Novozymes, der dykker 2,7 pct. til kurs 186,90 efter at have fået sænket sin anbefaling til "sælg" fra "neutral" hos den schweiziske storbank UBS.

Børserne i USA holder mandag lukket for at fejre Presidents Day.

/ritzau/FINANS

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis