ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Carlsberg presset af Goldman

Mens Carlsbergs aktie er presset af en sænket anbefaling fra amerikanske Goldman Sachs, nyder Novozymes og Danisco begge godt af, at samme finanshus har hævet deres kursmål på ingredienskoncernernes aktier.

Bedst går det imidlertid høreapparatproducenten William Demant.

C20-indekset ligger ved 9.45-tiden nede med 0,8 pct. i niveau 467,18 - med de største fald i FLSmidth og Carlsberg, der sætter sig henholdsvis 3,2 og 2,9 pct. til 508 og 562.

Demant mod strømmen

FLSmidth kan være presset af yderligere råvareprisfald, mens Carlsberg er tynget af en ny analyse fra Goldman Sachs, der har sænket sin anbefaling til 'sælg' fra 'neutral', men hævet kursmålet på aktien til 601 kr. fra tidligere 510 kr.

Høreapparatproducenten William Demant går mod strømmen med en stigning på 4,0 pct. til kurs 449.

"Mange aktier havde en god december og fik også en god start på 2011, og for blot et par dage siden undrede jeg mig lidt over, at det ikke var tilfældet for William Demant. Så både vi og andre har haft lidt fokus på den. Jeg tror, at det er det, der driver den i dag," er vurderingen fra Danske Banks chefaktiehandler, Mads Zink, over for nyhedsbureauet Direkt.

Nye penge i markedet

Det handler ifølge Mads Zink om, at der er kommet nogle nye penge ind på markedet med årsskiftet, og at der er en god historie i William Demant, ligesom der er i andre selskaber, som allerede har fået et løft. Der er ingen nyheder og rygter.

Goldman Sachs har også været ude med nye analyser på Novozymes og Danisco. I begge tilfælde har det betydet et højere kursmål. Novozymes' kursmål er løftet til 910 fra 800, og Daniscos kursmål er hævet til 680 fra 615.

Det kan mærkes på aktiekurserne. Novozymes stiger 0,7 pct. til kurs 772, og Danisco handles til en fremgang på 0,6 pct. i kurs 529,5.

Endelig har Citigroup hævet sin anbefaling af SAS til 'køb' fra tidligere 'hold'. SAS, der på det seneste har svinget gevaldigt på spekulationer om eventuel købsinteresse fra bl.a. Lufthansa, stiger fredag 2,3 pct. til kurs 22,6.

PARKEN Sport & Entertainment er åbnet med et plus på 5,3 pct. til kurs 109,0. Børsen skriver, at PARKEN har valgt at udskille FC København i et selvstændigt forretningsområde.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis