ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Carlsberg og WDH kursstraffes for regnskaber

Carlsberg og William Demant Holding holder hinanden med selskab i bunden af C20 Cap onsdag morgen efter halvårsregnskaber, der ikke faldt i investorernes smag. De er med til at trække det danske eliteindeks ned i et marked, hvor der ellers ikke er store udsving.

Efter et kvarters handel ligger C20 Cap 0,7 pct. lavere i 1006,4, mens der ude i Europa er mere afdæmpede fald i de fleste toneangivende indeks.

DOVENT CARLSBERG-REGNSKAB

Carlsbergs halvårsregnskab viste både gode og dårlige takter. Med Valby-selskabets nye regnskabspraksis var det første gang, investorerne får detaljerede 2016-tal at se, og det har primært været dårligt nyt, viser kursreaktionen.

Der var ellers fine driftsresultater i Vest- og Østeuropa, blandt andet takket være Carlsbergs spareprogram og kundernes hang til dyrere øl, mens Asien var en skuffelse.

Store særlige poster rykkede dog også meget ved tallet, ikke mindst på grund af salget af Danish Malting Group, der bidrog med mere end 1 mia. kr. i resultat før skat. Omvendt trak en finsk skattesag ned på bundlinjen, som viste et overskud på 1867 mio. kr. efter skat og minoriteter mod en forventning om 1500 mio. kr. ifølge Ritzau Estimates.

Analytikerne var inden børsåbning uenige om, hvordan markedet vil tolke regnskabet. Det skuffende driftsresultat holdt op imod bryggeriets evne til at skabe fremgang trods pres på toplinjen var hovedspørgsmålet, og der har aktiemarkedet i første omgang valgt at vende tommelen nedad.

Carlsberg-aktien ligger 4,6 pct. lavere i 647,50 kr.

MISLYDE HOS WILLIAM DEMANT

William Demant Holding har sat gang i et nyt spareprogram, der skal flytte medarbejderne til færre arbejdspladser og dermed skabe stordriftsfordele. Det koster store særlige poster, som holder driftsresultatet nede i første halvår, men selv renset for udgifterne var EBIT-overskuddet på 892 mio. kr. en lille skuffelse i forhold til de ventede 917 mio. kr. ifølge Ritzau Estimates.

Salget gik ellers strålende for høreapparatselskabet i første halvår, men marginen faldt til 15,4 pct. før særlige poster, hvor der var ventet 16,6 pct. blandt analytikerne. Den post var på 17,4 pct. i første halvår af 2015.

Forventningerne for 2016 fastholdes, og WDH melder om en succesfuld lancering af det nye høreapparat, Oticon Opn, men markedets reaktion er også her negativ.

WDH-aktien handles 3,4 pct. lavere i 134,10 kr.

I C20 er det kun Danske Bank og Nordea, der formår at stige - og det endda med mindre end 0,5 pct. for begges vedkommende - mens Carlsberg og WDH i bunden har selskab af blandt andre tirsdagens topscorer, FLSmidth, samt Coloplast, der fortsætter nedturen fra onsdagens kvartalsregnskab.

BAVARIAN LØFTET, NORDEN DYKKER

Uden for indekset har Bavarian Nordic også aflagt regnskab, men som sædvanligt for biotekselskabet er de ikke de kvartalvise opgørelser, der er vigtigst for kursudviklingen. Bavarian fastholder sine forventninger til hele 2016, selvom at første halvår har budt på et stort fald i aktiviteten. Aktien stiger 0,6 pct. til 246,50 kr.

Rederiet Norden måtte til gengæld i sit regnskab nedjustere sine forventninger til 2016 på grund af et fortsat svært ratebillede, både for tørlast- og tankaktiviteterne, og det takseres til et kursfald på 1,3 pct. til 92,25 kr.

Lollands Bank stiger derimod 4,2 pct. til 235 kr. efter sit kvartalsregnskab, hvor overskuddet før skat steg til 19,1 mio. kr. mod 8,8 mio. kr. for et år siden.

Derudover er der et løft på 6,5 pct. til Mols-Linien til 66 kr. Aktien faldt da også hele 23 pct. onsdag på grund af nyheden om, at selskabets aktie snart afnoteres.

Parkens aktie ligger uændret i 73 kr., selv om fodboldholdet FC København vandt 1-0 tirsdag aften i første opgør af to om at nå gruppespillet i den lukrative Champions League-turnering. Går holdet videre samlet, ventes det at udløse en opjustering af forventningerne til 2016 i Parken.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis