ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: C20 vil nyde godt af fremgang i USA

Efter fald de seneste otte børsdage i træk er der tirsdag et begrundet håb om, at de danske aktier endelig kan få en dag med sorte tal.

Forklaringen skal findes i USA, hvor aktierne havde en rigtig god dag, især bankerne.

Blandt sidepapirerne kan der til gengæld komme pres på H+H International, der har nedjusteret forventningerne.

"Vi skal i plus i dag. Det tegner lige nu til, at vi skal stige med en god procent, efter at vi mandag haltede lidt efter udlandet," siger Rasmus Grann, der er aktiehandler hos Jyske Bank, til Direkt og retter fokus på de ting, som ventes at præge udviklingen på aktiemarkederne i tirsdagens handel:

"Der er ingen tvivl om, at USA vil trække en stor del af opmærksomheden, fordi deres regnskabssæson er skudt i gang. Noget af det vil blive udløst tirsdag med Goldman Sachs, der er den første af bankerne til at offentliggøres regnskab, men detailsalgstallet klokken halv tre vil det også blive kigget rigtigt meget efter. Det er ugens nøgletalsmæssige højdepunkt."

Foruden Goldman Sachs offentliggør Johnson & Johnson regnskab, og efter børslukketid følger chipproducenten Intel.

C20-indekset lukkede mandag marginalt lavere i niveau 279,72, men efter en stigning i S&P 500-indekset på hele 2,5 pct. mandag er der udsigt til en positiv åbning herhjemme.

Især de amerikanske finansaktier klarede sig mandag rigtigt flot og det ventes ifølge Rasmus Grann at smitte af i Europa, og herunder også på de hjemlige finansaktier.

Danske Bank lukkede mandag 1,5 pct. lavere i kurs 85,25, mens Nordea sluttede i et plus på 1,3 pct. i kurs 40,30.

Der kan endnu engang komme fokus på Carlsberg. Børsen sætter tirsdag fokus på rublen, der er dykket i værdi på det seneste, og som ifølge Danske Bank risikerer at blive svækket yderligere. Carlsberg lukkede mandag 0,5 pct. nede i 319,5.

Efter gennemgang af de foreløbige resultater for juni 2009 må H+H International nu konstatere, at selskabet i 2009 med stor sandsynlighed vil få et større underskud end det hidtil ventede underskud på 100 mio. kr. før skat.

"Både salgsvolumen og salgspriser har været lavere i samtlige geografiske markeder end tidligere forventet for første halvår 2009, og der er ingen tegn på, at markederne vil forbedres i andet halvår 2009," skriver H+H International, der vil give mere præcise forventninger i forbindelse med selskabets halvårsregnskab, der offentliggøres 26. august.

Som følge af den fortsat vigende indtjening har H+H's bestyrelse besluttet at igangsætte en proces med henblik på styrkelse af kapitalgrundlaget. H+H endte mandag uændret i kurs 306,0.

Nyhedsbureauet Direkt


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis