ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: C20 vendte minus til plus

Investorerne sendte tirsdag Carlsberg ned til trods for en opjustering af bryggeriets forventninger. Alligevel fik de store selskaber vendt et truende minus til et sikkert plus efter fremgang til især FLSmidth og Danske Bank.

C20-indekset, der en overgang lå nede med 0,6 pct., fik vendt udviklingen og lukkede 0,7 pct. højere i niveau 433,38. Det er det højeste niveau i over to år.

Men det holdt hårdt. Carlsberg, der sluttede 5 pct. lavere i kurs 565, holdt længe indekset under stregen.

"Carlsberg er kommet med et regnskab, der var bedre end konsensusforventningerne i markedet, men det har ikke slået de mest optimistiske estimater. Kvartalsregnskabet var flot, men forventningerne var skruet meget højt op," forklarer Jesper Bamberger, rådgiver hos Nordea, til nyhedsbureauet Direkt.

Nogle investorer har ifølge Jesper Bamberger hæftet sig ved, at Carlsberg har tabt markedsandele i Rusland, om end det var minimalt.

Umiddelbart ser det ifølge rådgiveren imidlertid ud til, at årsagen er, at Carlsberg har hævet priserne lidt.

"Konklusionen er, at forventningerne til regnskabet var meget høje, og at den opjustering, de kommer med, måske kan virke konservativ. Fundamentalt er Carlsberg et rigtigt stærkt selskab," er konklusionen fra Jesper Bamberger.

Efter en sur mandag, hvor bankerne havde det lidt svært, kom finansaktierne onsdag godt igen, herunder Danske Bank og Jyske Bank, der steg 3,8 og 1,8 pct. til kurs 152,0 og 240,9.

FLSmidth, der mandag meldte om en ordre på et knuseanlæg for jernmalm, lukkede i kurs 430,4, svarende til plus 3,4 pct.

"Råvarepriserne er tirsdag suset op, hvilket er med til at trække en aktie som FLSmidth op i toppen af C20-indekset," siger Jesper Bamberger, der noterer sig, at råvareselskaberne generelt klarede sig godt i det europæiske STOXX 600-indeks.

Blandt sidepapirerne steg Bavarian Nordic 5,7 pct. til kurs 233,0 efter selskabets regnskab for tredje kvartal, hvor det vanen tro ikke var selve tallene, som havde størst fokus.

Bavarian fortalte om fremskredne diskussioner med mulige partnere om fase III-udvikling og kommercialisering af lægemiddelkandidaten Prostvac, hvilket ifølge Jesper Bamberger er positivt og den allervigtigste ting i selskabets regnskab.

Mols-Linien nedjusterede forventningerne til hele året, hvor der nu ventes et underskud på 50-80 mio. kr. mod et tidligere ventet tab på 20-50 mio. kr.

Mols-Linien har som følge af motorhavariet på hurtigfærgen Max Mols i juli/august lidt et tab i størrelsesordenen 30 mio. kr., var meldingen fra rederiet, der lukkede uændret i kurs 37,5.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis