ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: C20 tilbage i grønt - DSV helt i top

DSV og Vestas viser vejen i det danske eliteindeks onsdag morgen. Tirsdag var vindmølleaktien den eneste, der endte i plus tirsdag, og i de tidlige første handler onsdag morgen starter aktien ud med et plus på 3,4 pct. til 424,80 kr. kun toppet af regnskabsaktuelle DSV, der stiger med 3,9 pct. til 239,90 kr.

Og efter syv dage med fald vender C20 Cap rundt og ligger i plus onsdag morgen. Indekset stiger med over 1 pct. til 892,9.

Som bundprop ses både A- og B- aktierne i A.P. Møller-Mærsk, der begge dropper med 5,8 pct. til henholdsvis 7490 kr. og 7675 kr. efter et skuffende regnskab for fjerde kvartal sidste år, der blandt andet indeholdt en milliardnedskrivning på Maersk Oil.

Ud over Mærsk og DSV er Carlsberg også kommet med regnskab for fjerde kvartal 2015 inden fondsbørsens åbning, og blandt sidepapirerne kom der nye tal fra Lundbeck og senere fra Spar Nord.

- Den overordnede stemning er stadig domineret af frygt for en global recession, men det er betryggende at se, at investorerne trods alt besindende sig tirsdag og stadig kan se gennem tågen af risikoaversion og belønne stærke regnskaber, siger Tine Choi, der er seniorstrateg i Nordea.

MÆRSK LAVER MIA.-NEDSKRIVNING

Som ventet havde A.P. Møller-Mærsk et forfærdeligt 2015. Regnskabet for året viser tydeligt, at konglomeratet har været udfordret både af den lave oliepris samt de pressede fragtrater.

På oliedelen betyder det en nedskrivning på Maersk Oil med 2,6 mia. dollar. Og bundlinjen led under det. A.P. Møller-Mærsk fik sidste år et overskud før minoriteter på 925 mio. dollar sidste år mod ventet 3662 mio. dollar blandt analytikerne. Året før blev nettoresultatet før minoriteter 5195 mio. dollar.

Konglomeratet kom ud af 2015 med et driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 9074 mio. dollar mod ventet 9208 mio. dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates. Til sammenligning landede driftsresultatet i hele 2014 på 11.919 mio. dollar.

Resultatet blev skabt på baggrund af en omsætning på 40,31 mia. dollar mod ventet 40,7 mia. dollar blandt analytikerne. I 2014 omsatte konglomeratet for 47,6 mia. dollar.

- De har et svagt indtjeningsår i vente - svagere end jeg havde modelleret. Men det afhænger også af, hvor faktorer som olieprisen og fragtraterne bevæger sig hen fra de nuværende rædselsniveauer, siger Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen.

DSV STIGER TRODS SKUFFENDE RESULTAT

Transport- og logistikkoncernen DSV kunne ikke helt følge med markedets forventninger i fjerde kvartal 2015. DSV opnåede i månederne oktober, november og december et driftsoverskud før særlige poster på 749 mio. kr., hvilket var lavere end de 765 mio. kr., som analytikerne ifølge Ritzau Estimates havde ventet.

Resultatet kom i mål på baggrund af en omsætning, der i kvartalet landede på 12.606 mio. kr. mod de ventede 13.088 mio. kr. blandt analytikerne og 12.539 mio. kr. i samme periode året før. Men investorerne tror på selskabet og handler aktien op i de første handler.

CARLSBERG LEVEREDE SOM VENTET

Carlsberg ligger midt i feltet af eliteaktier med en stigning på 1,0 pct. til 553 kr. Bryggerikoncernen fik et overskud på den primære drift (EBIT) før særlige poster i fjerde kvartal 2015 på 1409 mio. kr. mod ventet 1383 mio. kr. Resultaterne blev opnået på baggrund af en omsætning, der for kvartalet blev 14.656 mio.kr. mod en forventning på 14.359 mio. kr.

Sydbanks senioranalytiker Morten Imsgard siger, at Carlsberg leverer en fornuftig afslutning på 2015, men forventningerne til 2016 er måske en smule lavere end forventet. Senioranalytikeren beskriver 2016-forventningerne som en smule lavere end ventet, men konstaterer i samme åndedrag, at han måske selv har hørt til i den mere optimistiske del af markedet.

- Meldingerne er lidt under ventet. Jeg havde regnet med en midt-encifret organisk vækst i driftsindtjeningen, og de siger selv lav encifret organisk vækst, hvilket er en spids under. Til gengæld er de positive forbedringer af deres pengestrømme vigtige i denne periode, siger Morten Imsgard til Ritzau Finans.

Carlsberg venter i 2016 at levere en lav encifret organisk vækst i sin driftsindtjening, fremgår det af årsregnskabet for 2015.

FORTSAT FOKUS PÅ VESTAS

Der er fortsat fokus på Vestas, der offentliggjorde regnskab for fjerde kvartal tirsdag. Alm. Brand Markets mener, at selskabets forventningerne til 2016 peger mod et kanonår for selskabet. Banken sænker dog kursmålet til 500 kr. fra 530, da svage aktiemarkeder har sænket multiplerne - nøgletallene.

- Vestas vinder markedsandele, serviceforretningen vokser, og marginen ligger fortsat et stykke fra, hvad der har været opnåeligt i sektoren tidligere. Vi anerkender, at året vil starte lidt svagt ud (ordremæssigt samt første kvartals resultater), men det er velguidet og bør ikke holde aktien tilbage, skriver Alm. Brand Markets i en analyse.

Alm. Brand holder fast i anbefalingen "køb", mens Macquarie onsdag morgen har hævet anbefalingen af Vestas-aktien til "neutral" fra "underperform".

LUNDBECK I GEVALDIGT HOP

Udenfor eliteindekset er Lundbeck også med på regnskabsbølgen, der strømmede ind over fondsbørsen inden åbning. Medicinalselskabet fik et kæmpe driftsunderskud på 6,8 mia. kr. i 2015. Men i år venter selskabet, at driftsresultatet, EBIT, lander i niveauet 1,0-1,2 mia. kr. baseret på en omsætning, der ventes at udgøre 13,8-14,2 mia. kr. Det fremgår af årsregnskabet. Forventningerne ligger over analytikernes estimater for indtjeningen.

- Lundbecks forventninger til 2016 ligger salgsmæssigt på linje med forventningerne. Forventningerne til driftsindtjeningen er til gengæld bedre end forudset, og det ser stærkt ud med indtjeningen i 2016. Så det virker som om, at den spareplan, der blev lanceret i forbindelse med halvårsregnskabet, slår fint igennem, siger Sydbanks senioranalytiker, Søren Løntoft Hansen, til Ritzau Finans.

Lundbeck tager raketten onsdag morgen med en stigning på 14,5 pct. 237,30 kr.

Spar Nord er også regnskabsaktuel og venter for 2015 en basisindtjening i niveauet 1,5 mia. kr., mens nedskrivningerne ventes at ligge på 300-350 mio. kr. Aktien i Spar Nord stiger med 1,8 pct. til 50 kr. forud for regnskabet.

Det er også første handelsdag for aktien i Scandinavian Tobacco Group, STG, der har taget hul på livet på børsen med en aktiekurs på 100 kr. Onsdag morgen stiger aktien marginalt til 100,10 kr.

Med 100 mio. aktier i selskabet har Scandinavian Tobacco fået en værdi på cirka 10 mia. kr. STG fortalte inden åbningen, at institutionelle investorer har fået tildelt 90 pct. af udbuddet, og de resterende er gået til private, danske investorer. Der er i alt kommet cirka 11.500 nye STG-investorer.

Når regnskabstallene er blevet fordøjet til morgenkaffen, kan markedet desuden se frem mod, at chefen den amerikanske centralbank, Janet Yellen, taler for Kongressen i USA onsdag eftermiddag. Her vil man holde øje med, hvad hun siger om eventuelle renteforhøjelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i løbet af 2016.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis