ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: C20 mod højeste siden december 2007

Det danske aktiemarked styrer tirsdag mod det højeste niveau i godt tre år efter stigninger til Novo Nordisk, der nyder godt af en positiv analyse, og Carlsberg, der er påvirket af gode indikationer fra det russiske marked.

"Det danske marked er i hopla," siger Martin Munk, der er aktiehandler hos Jyske Bank, til nyhedsbureauet Direkt.

C20-indekset ligger ved 13-tiden til en fremgang på 2,6 pct. i niveau 476,06 efter stigninger til 17 ud af indeksets 20 aktier. Novo Nordisk topper med plus 4,2 pct. til kurs 652.

"Med den store vægt, Novo Nordisk har i C20-indekset, er det den store trækhest. Novo har haft en lidt turbulent tid, hvor forskellige analysehuse har været ude med forskellige holdninger. Nu er det Bank of America, der giver den en meget stærk anbefaling, og det kan mærkes i C20-indekset," siger Martin Munk, der er aktiehandler hos Jyske Bank, til Direkt.

Carlsberg klarer sig ligeledes flot med en fremgang på 3,9 pct. til kurs 555,5.

"Carlsberg er drevet af en fornuftig trading update fra SABMiller, specielt omkring det russiske marked. SAB meldte godt nok om et volumenfald, men de 7 pct. skal sammenlignes med et meget stærkt fjerde kvartal året før, hvor afsætningen bød på en fremgang på hele 34 pct., da der var hamstring op til afgiftsforhøjelsen 1. januar (2010, red.). Derfor opfattes tallet som meget godt i markedet og positivt i relation til Carlsberg," forklarer Martin Munk og føjer til, at tyrkiske Efes mandag desuden var ude at bekræfte en positiv tendens.

Bankerne klarer sig generelt pænt i Europa, og herhjemme ligger Danske Bank og Nordea også godt til med fremgange på henholdsvis 3,2 og 3,7 pct. til kurserne 140,7 og 65,95.

Endelig handles Vestas 3,3 pct. højere i kurs 190,6, mens Pandora, der længe har gjort det godt, halter lidt efter de øvrige med et beskedent fald på 0,4 pct. til kurs 362,6.

Selvom det danske marked klarer sig bedre end de fleste andre europæiske aktiemarkeder, er stemningen i Europa generelt god, og det er der formentlig flere årsager til.

Det hænger dels sammen med, at det tyske DAX-indeks har brudt nogle tekniske niveauer, som overgår toppen fra juletiden, så man nu skal helt tilbage til maj 2008 for at finde et højere niveau. Det kan ifølge Martin Munk godt udløse nogle købssignaler hos dem, der benytter teknisk analyse.

Et godt ZEW-indeks, der viste en øget tillid til den fremtidige, økonomiske vækst i Tyskland blandt institutionelle investorer og analytikere, hjælper også på humøret. Endelig er der positive forventninger til, at Eurolands finansministre, der indledte et møde mandag, vil kunne finde fælles fodslag.

"Jeg vurderer, at der ligger nogle forventninger i markedet om, at der kommer et eller andet ud af det her finansministermøde," siger Martin Munk og fortsætter:

"Måske en mere holdbar og permanent løsning i forhold til de problemer, der er i nogle af de sydeuropæiske lande, så det ikke skal være brandslukning hver gang. Det bliver ikke nødvendigvis i denne her uge, men processen er ligesom i gang, fornemmer markedet, og jeg tror, at det vil være en skuffelse, hvis der ikke kommer et eller andet ud af det."

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis