ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: C20-indekset er klædt i røde farver

Hvis man havde set frem til, at det danske aktiemarked mandag ville vende stimen fra sidste uges nedgang, er der grund til skuffelse. I hvert fald har C20 Cap-indekset efter kort tids handel lagt fra land med et samlet fald på 0,9 pct. til indeks 785,63. Samtlige eliteaktier oplever fald.

Udviklingen er den samme rundt i Europa, hvor der hersker en tilsvarende sur stemning i Frankrig, Tyskland og Storbritannien.

Danske Bank vil i forbindelse med sit årsregnskab nedskrive 9 mia. kr. på goodwill, oplyser banken i en fondsbørsmeddelelse. Det svarer til cirka halvdelen af al goodwill, banken har bogført.

"Det sker som led i bankens ordinære gennemgang af goodwill, på baggrund af ændrede makroøkonomiske forhold og i forlængelse af en dialog med Finanstilsynet angående værdiansættelse af bankens goodwill," skriver Danske Bank.

"Ren regnskabsteknik"

Danske Banks økonomidirektør Henrik Ramlau-Hansen siger dog til Ritzau Finans, at det er ren regnskabsteknik.

"Goodwill må man slet ikke regne ind i den regulatoriske kapital. Det er jo en regnskabsteknisk post, så myndighederne har for længst sagt, at når en bank skal beregne sin solvens skal den som noget af det første trække goodwill fra," siger Henrik Ramlau-Hansen.

Nedskrivningen af goodwill vedrører bankens aktiviteter i Finland, Nordirland og Estland, oplyser banken og forklarer, at nedskrivningen "baserer sig på langsigtede vurderinger og er ikke relateret til den forventede kortsigtede udvikling i de respektive forretningsenheder."

Danske Bank falder 1,2 pct. til 163 kr.

Oprejsning til Mærsk

Mens det samlede indeks fredag oplevede endnu en dag med fald, var der dog oprejsning til A.P. Møller-Mærsks B-aktie, der fik en tiltrængt stigning oven på seks dage med fald, og Ole Kjær Jensen fremhæver netop Mærsk, som kan spille en mulig hovedrolle, efter at udsvingene på oliepriserne ser ud til at mindskes mandag.

Mærsks B-aktie steg fredag 2,2 pct. til 11.380 kr. efter meldinger om kraftige ratestigninger mellem Asien og Europa, men har lagt denne uge ud med et fald på 0,4 pct. til 11.340 kr.

Fokus på Genmab


Sent fredag oplyste Genmab, at selskabet har nået en milepælsbetaling på 3 mio. dollar i samarbejdet med Janssen Biotech vedrørende Duobody-tekonologiplatformen.

"Denne milestone (milepæl, red.) afspejler yderligere fremskridt i vores Duobody samarbejde med Janssen. Der er nu igangsat ti programmer med bispecifikke antistoffer ud af i alt 20 under denne kommercielle aftale, som blev udvidet sidste år," siger Jan van de Winkel, der er administrerende direktør i Genmab, i meddelelsen.

Genmab oplyser i meddelelsen, at nyheden ikke får nogen indvirkning på selskabets resultatforventninger for 2014.

Genmab handels mandag morgen 0,2 pct. lavere til 340,4 kr. Aktien var sidste uges højdespringer på C20 Cap med en stigning på 13 pct. for ugen.

Yderligere pres på Carlsberg?

Den russiske rubel har det fortsat hårdt, men selvom den ikke er blevet svækket yderligere siden fredag, forventer Ole Kjær Jensen dog alligevel, at Carlsberg igen vil være tynget på aktiemarkedet mandag.

Bryggeriets B-aktie falder 0,9 pct. til 486,6 kr. efter kort tids handel.

Uden for elitepapirerne er Egetæpper mandag regnskabsaktuel. Selskabets forventninger til året har været en omsætning på 900-950 mio. kr. samt et resultat før skat på 70-75 mio. kr.

Egetæpper handles mandag morgen uændret til 220 kr.

Ritzau Finans

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis