ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: C20 Cap lukker ugen i plus

Vestas, Carlsberg og Pandora har taget den gule førertrøje i dagens positive marked, der steg efter gårsdagens fald.

Det toneangivende danske indeks C20 Cap lukkede 0,8 pct. højere i niveauet 569,8 og følger dermed med de andre børser op. Der er foreløbigt lagt op til plusser i resten af Europa og i USA.

16 ud af de 20 eliteaktier endte i små plusser, mens kun fire aktier tog et fald, nemlig Nordea, William Demant Holding og de to aktier fra den regnskabsaktuelle rederigigant A.P. Møller-Mærsk, der i sidste ende skuffede investorerne.

Mærsk først op, så ned

Sådan så det ikke ud hele dagen. A. P. Møller-Mærsks regnskab fik aktien til at ligge både i positivt og negativt territorium hen over dagen.

Men A-aktien lukkede 1,7 pct. lavere i kurs 42.600, mens B-aktien nøjedes med at falde med 1,2 pct. til 44.480

"At Maersk Line så tidligt på året tør guide et resultat på niveauet over 2012, synes vi er stærkt. Det er meget tidligt på året, og derfor er det en konservativ guidance, og hvis det er det, så er det en stærk guidance," siger Mads Zink, chef for sales trading i Danske Bank, til Ritzau.

Nordea uenige

Men analytikerne fra den anden storbank Nordea er ikke på samme spor.

"Vi synes, det er lidt skuffende. Maersk Oils forventninger skuffer, fordi produktionen ikke bliver så høj. Maersk Lines forventninger er lidt afdæmpede. De siger bare, at det bliver lidt bedre end i 2012. Men det, vi venter, er, at det skal blive markant bedre," siger Jesper Bamberger, aktierådgiver i Nordea, til Ritzau.

Men når det samlede indeks blev løftet pænt, skyldes det varme vinde sydfra.

Gode tyske nøgletal

Det tyske  Ifo-indeks overraskede positivt med en stigning til 107,4 fra 104,2 måneden før. Markedet havde kun forventet en stigning til 104,9 ifølge Bloombergs økonompanel.

Pandora steg med 2,1 pct. til kurs 147,1 op til næste uges regnskab. Smykkeaktien er steget med 18,1 pct. siden nytår.

I dag viste Carnegies rundspørge blandt Pandora-forhandlere, at der er tegn på bedre salg i USA, Storbritannien og Australien.







Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis