ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: B&O stod for underholdningen

Efter et overraskende godt regnskab var det Bang & Olufsen, der bidrog mest til underholdningen i torsdagens danske aktiehandel. Blandt de store aktier i eliteindekset C20 Cap var dramatikken særdeles begrænset, og indekset lukkede dagen med et overskueligt fald på 0,16 pct. til 720,13.

"Det er klart, at det danske marked er koncentreret om Bang & Olufsen, som tager en mægtig tur op efter det regnskab, de kom med i morges. Det er der hovedinteressen ligger, mens vi ser, at de store selskabet ligger med en mindre pind ned med et lille fald til Mærsk og Carlsberg, der trækker i den modsatte retning," konstaterer kapitalforvalter i Formuepleje Otto Friedrichsen.

Bank & Olufsens regnskab for andet kvartal viste en omsætning på 822 mio. kr., mod 819 mio. kr. i samme periode sidste regnskabsår og et estimat ifølge som SME Direkt havde indsamlet for Ritzau Finans på 813 kr. Driftsresultatet på EBIT-niveau steg til 30,7 mio. kr. fra 26,2 mio. kr. og mod estimerede 16 mio. kr.

Aktien blev belønnet med en kursstigning på ikke mindre end 18,1 pct. til 62 kr. i torsdagens aktiemarked.

I spidsen af C20 Cap indekset lå Carlsberg-aktien med en stigning på 1,6 pct. til 594 kr. En positiv analyse af selskabet fra Credit Suisse, som udpeger aktien til et topvalg i sektoren i 2014, støtter aktien.

Tæt på toppen sluttede Chr. Hansen med en stigning på 1,0 pct. til 202,50 kr. som en delvis revanche efter onsdagens kursskred på 4,8 pct. efter at selskabet skuffede med regnskabet for første kvartal. Analytikerne i Société Générale har sænket anbefalingen af ingrediensaktien til ”hold” fra ”køb”, mens Handelsbanken og DNB begge har løftet anbefalingen til "køb" fra henholdsvis "akkumuler" og "hold.

Mens de danske eliteaktier leverede moderate bevægelser var der mere spænding på det europæiske marked, konstaterer Otto Friedrichsen.

"En del af mineselskaberne, der nyder godt af udmeldinger fra Rio Tinto torsdag morgen om bedre cashflow på grund af nedskæring i investeringer. Vi ser også stigning i de nordiske råvareselskaber, og herhjemme fortsætter FLSmidth stigningen," noterer Otto Friedrichsen.

FLSmidth, der også blev hjulpet af en ordre i Oman på 205 mio. kr. reducerede i de sidste handelsminutter dagens stigning til 0,03 pct. til 306 kr.

Mærsk B-aktien sluttede torsdag en rekordrække på syv dage med et fald på 1,1 pct. til 66.000 kr.

Omvendt lukkede DSV i rekord med en stigning på 0,1 pct. til 182,60 kr.

Ud over Bang & Olufsen var også Nordic Shipholding leveringsdygtig i markante kursudsving torsdag. Aktien faldt 4,9 pct. til 3,69 kr. efter onsdagen uhørte stigning på 417 pct., da dagbladet Børsen satte onsdag fokus på den redningsplan, der blev lanceret for rederiet i slutningen af sidste år.

Zealand Pharma blev løftet 13,4 pct. til 72 kr., efter at selskabet sent onsdag kunne fortælle, at partneren Sanofi fortsætter udviklingen af kombinationsproduktet med det Zealand-udviklede diabetesmiddel Lyxumia og Sanofis eget Lantus.

Parken meddelte onsdag eftermiddag, at forsvarsspilleren Ragnar Sigurdsson er solgt til russiske FC Krasnodar. Salgsprisen oplyses ikke, men salget forventes ifølge en fondsbørsmeddelelse at påvirke årsresultatet med 22 millioner kroner i positiv retning. Fodboldaktien steg 1,2 pct. til 82,50 kr.

SAS afslørede rammerne for, hvordan flyselskabet vil styrke egenkapitalen via præferenceaktier og konvertibel gæld.

Bestyrelsen beder om lov til at udstede op mod 7 mio. præferenceaktier, som har en prioriteret ret til et årligt udbytte på 50 skr. per aktie men kun en tiendedel stemmeret, samt mulighed for at udstede op til 2 mia. skr. i konvertibel gæld, svarende til højst 130 mio. aktier. Nyheden takseredes til et kursfald på 6,7 pct. til 16,60 kr.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis