ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Anbefalinger og megafusion trækker C20 op

To positive anbefalinger og udsigten til en megafusion løfter TDC, Tryg og Carlsberg, der dermed er med til at trække C20 Cap-indekset i et plus på 0,5 pct. til 978,97.

Det sker på en dag, som kan blive historisk, og som markederne da også har afventet i månedsvis. Det er nemlig torsdag aften, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, bekendtgør, om den vil foretage sin første renteforhøjelse siden 2006.

"Markedet har længe været afventende. Men nu er vi endeligt kommet til dagen, hvor det sker," slår Ole Kjær Jensen, afdelingschef i Sydbank, fast over for Ritzau Finans.

Læs også: Rekordlave benzin- og dieselpriser venter lige om hjørnet

Men selv om aftenens rentemøde i USA er torsdagens altoverskyggende begivenhed, er der flere selskabsspecifikke nyheder, der er med til at forme det danske eliteaktieindeks.

Bedst går det for Tryg efter en ny analyse fra storbanken Goldman Sachs. Investeringsbankens analytikere løfter anbefalingen af Tryg-aktien til "køb" fra "neutral", men sænker imidlertid kursmålet til 150 kr. fra 160 kr. ifølge data fra Bloomberg News. Der er dermed et kurspotentiale på godt 14 pct. over onsdagens lukkekurs for Tryg. Aktien går 3 pct. frem til 135,6 kr.

TDC er også begunstiget af en positiv analyse fra en anden bank, nemlig Swedbank, som løfter sin anbefaling til "køb" efter seks uger med kurspres på teleaktien. Faldet er en overreaktion, vurderer Swedbanks analytikere, som fortsat har et kursmål på 45 kr. for TDC. Aktien hæves i markedet med 2,7 pct. til 37,78 kr.

Carlsberg fortsætter sin medgang fra onsdag, hvor investorerne tog godt imod tre nyheder. Det drejer sig om udmeldingen om, at finansdirektør Jørn P. Jensens snart trækker sig, at rublen er styrket og drøftelser om en fusion mellem konkurrenterne AB Inbev og Sabmiller. Carlsberg-aktien skummer 1,9 pct. op til 526 kr.

Den tyske avis Hamburger Abendblatt skriver, at A.P. Møller-Mærsks konkurrent Hapag-Lloyds ejere planlægger at børsnotere det tyske containerrederi til november. Mærsks B-aktie stiger med 0,4 pct. til 10.770 kr.

FLSmidth har solgt en færdigudviklet fabrik til det australske selskab CMI Limited. FLS-aktien falder med 0,2 pct. til 240,20 kr.

Desuden kan ISS komme i søgelyset senere torsdag, da selskabet holder kapitalmarkedsdag i London med start 13.30 dansk tid. Forud for markedsdagen ligger aktien 0,8 pct. højere i 228,10 kr.

I den anden ende af C20 ligger Vestas, som er kommet i modvind, efter at selskabet er omtalt i dagbladet Børsen. Selskabet har angiveligt har haft store summer ude at svømme i lån til egne kunder, uden at det har fremgået af regnskaberne. Det kritiseres af det belgiske advokatselskab Deminor, der har sagsøgt Vestas for at vildlede aktiemarkedet. Efter at have startet dagen med et fald stiger Vestas-aktien 0,1 pct. til 351,8 kr.

Samlet går C20 dog frem, og det med lidt mere end de øvrige toneangivende markeder i Europa, som lader til at være mere præget af den afventende stemning i forhold til Federal Reserves renteudmelding samtidig med, at der er færre koncernhistorier fra det øvrige kontinent.

"Der er lidt mere omsætning på det danske aktiemarked i dag end i går, hvilket skyldes anbefalingerne til Tryg og TDC og udsigterne til en mega bryggerifusion, der løfter Carlsberg," forklarer Ole Kjær Jensen.

Også uden for C20 er der en række selskabsnyheder, der lader til at påvirke dagens handel.

Dagbladet Børsen skriver, at hvis det lykkes for Bestseller-koncernen at overtage tøjfirmaet Stylepit, vil direktøren for Bestseller, Anders Holch Povlsen, straks pille selskabet af fondsbørsen. Stylepit-aktien daler med 2,8 pct. til 0,21 kr.

Zealand Pharma meddeler, at biotekfirmaet snart vil påbegynde fase 2-studier af et potentielt middel til behandling af korttarmssyndrom. Zealand-aktien løftes med 0,7 pct. til 149 kr.

Rederiet DFDS har på en ekstraordinær generalforsamling vedtaget at gennemføre et aktiesplit i forholdet 1:5, fordi aktien er kommet op på et for højt niveau i forhold til selskabets egen smag. Samtidig er det ekstraordinære udbytte på 9 kr. per aktie vedtaget. Aktien stiger med 1,4 pct. til 1126 kr.

NTR Holding tiltrækker sig opmærksomhed med en planlagt kapitalrejsning på 9,99 pct., hvilket ventes at give et bruttoprovenu på 5,9 mio. kr. Aktien glider 4,3 pct. til 28,90 kr.

Torsdagens eneste danske regnskab kommer fra industriselskabet Roblon, der gør status for tredje kvartal af 2014/15. Roblon-aktien ligger forud for offentliggørelsen af regnskabet uændret.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis