ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Amagerbanken kommer stærkt igen

Mens det generelle billede er præget af gevinsthjemtagning, og Jyske Bank er presset af en kedelig sag om en hedgefond under Jyske Invest, kommer Amagerbanken godt igen efter den seneste uges bratte kursfald i aktien.

Aktiviteten er ikke imponerende, lyder det fra markedet, hvor man godt kan mærke, at det er blevet efterårsferie.

C20-indekset ligger ved 12.45-tiden til et fald på 0,4 pct. i niveau 335,35. I bunden ligger D/S Norden og Carlsberg med minusser på henholdsvis 2,7 og 2,2 pct. til 198 og 341,25.

"Generelt er markedet præget af lidt gevinsthjemtagning efter et lidt skuffende ZEW-tal (tysk investortillidsindeks, red.)," siger Ole Kjær Jensen, afdelingschef for skandinaviske aktier hos Sydbank, til nyhedsbureauet Direkt.

Venter på Intel

Han tilføjer, at investorerne nok også er lidt afventende frem mod chipproducenten Intels regnskab efter børslukketid i USA.

"Det er specielt spændende at se, hvad Intel melder ud om selskabets forventninger. Intel er vigtig, fordi den har det forbrugerrelaterede element," forklarer Ole Kjær Jensen.

Carlsberg har som følge af usikkerhed om det russiske marked haft det svært på det seneste. Ifølge Ole Kjær Jensen er der tirsdag intet nyt under solen, som presser aktien.

At D/S Norden, der steg kraftigt i sidste uge, sætter sig, hænger ifølge Ole Kjær Jensen formentlig sammen med, at forewardmarkedet indikerer et fald i tørlastraterne tirsdag.

Lige uden for C20-indekset er Jyske Banks aktie på hælene med et fald på 4,1 pct. til kurs 199,50.

Fredag tabte Jyske Bank til kunderne, da tre sager om bankens hårdt plagede hedgefond, Jyske Invest Markedsneutral Obligationer, skulle afgøres. Dermed kan banken blive pålagt at betale 800 mio. kr. tilbage til kunderne, skriver Børsen.

Fonden blev i sin tid gearet op til 25 gange, hvilket betød, at den tabte 800 mio. kr. af kundernes indskud på 1 mia. kr. på kort tid, da finanskrisen begyndte.

De fem dommere var enige og havde et klart budskab: Jyske Invests oplysninger var mangelfulde, og kunderne skal have deres penge tilbage.

En gruppe investorer, der havde investeret i fonden, indgav fredag en stævning mod Jyske Bank og Jyske Invest.

"Jyske Bank mener ikke, at banken skulle have ydet mangelfuld endsige vildledende rådgivning, som det er gjort gældende i stævningsudkastet, og Jyske Bank forventer ikke, hvis sagen mod forventning måtte blive gennemført som et gruppesøgsmål mod banken, at de investorer, der måtte tilmelde sig et sådant eventuelt søgsmål, vil få medhold i et betalingskrav mod banken," skriver Jyske Bank i en meddelelse.

Derimod stormer Amagerbanken opad med et plus på 27,2 pct. til kurs 50,50. Før Amagerbanken i sidste uge meddelte, at Finanstilsynet og banken havde en forskellig opfattelse af bankens individuelle solvensbehov, var aktiekursen 53,50.

Ifølge Berlingske Business planlægger banken en børsemission af en usædvanlig karakter.

Emissionen har til formål at skaffe hovedparten eller alle de 600 mio. kr., som Amagerbanken har behov for, hvis det ikke lykkes banken at få Erhvervsankenævnet til at annullere et forhøjet solvenskrav fra Finanstilsynet.

Aktietegningen kan blive betinget, hvilket betyder, at investorer kan tegne nye aktier i banken, men kun skal betale, hvis banken får nok penge ind til at kunne leve op til Finanstilsynets solvenskrav.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis