ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Årsrekord i sigte

Det tegner til en positiv åbning på det danske aktiemarked, efter et par gode regnskaber fra Texas Instruments og i særdeleshed Apple har sendt aktiefutures i vejret og medvirker til stigninger på de asiatiske børser.

Dermed vil C20-indekset formentlig sætte årsrekord fra åbningen. Indekset sluttede mandag 0,6 pct. højere i 341,45, eller det højeste i godt et år.

"Vi hang lidt i bremsen mandag i forhold til resten af Europa, og jeg tror, at Danmark vil komme lidt ud over rampen i dag og åbne i størrelsesordenen 0,5 pct. højere, eller noget i den stil. Mere, tror jeg dog ikke, det bliver. Der er kommet regnskab fra Swedbank, og det kan måske spille et puds, og det kan ske, at der drages paralleller, og der kan komme fokus på danske banker," siger handler i Jyske Bank, Martin Munk, til nyhedsbureauet Direkt.

Swedbank kom ud af tredje kvartal med et nettounderskud på 3337 mio. svenske kr., mens analytikere ifølge SME Direkt blot havde ventet et langt mindre underskud på 2144 mio. svenske kr.

Herhjemme sluttede Nordea mandag 1 pct. højere i kurs 52,5, Danske Bank steg 0,2 pct. til 134,25, og Sydbank lukkede 0,6 pct. højere i 131,5.

Carlsberg kan få hjælp af analysehuset S&P Equity Research, der har hævet kursmålet for aktien til 498 kr. fra 442 kr. Det svarer til et positivt potentiale på 39 pct. i forhold til Carlsbergs slutkurs mandag og berettiger stadig til anbefalingen 'stærkt køb'.

Hos Jyske Bank noterer handler Martin Munk sig i øvrigt, at rublen nærmer sig det stærkeste niveau i år mod dollaren, mens fremgangen mod euroen den seneste tid har været mere afdæmpet. Rublen handler dog nær det stærkeste niveau siden juni, hvilket er godt nyt for Carlsbergs store russiske ølforretning.

Investorernes opmærksomhed ventes ligeledes at samle sig om DSV, efter konkurrenten Kuehne+Nagel er kommet med et nydeligt regnskab for tredje kvartal. Nettoresultatet faldt 10 pct. til 129 mio. schweizerfranc, men lå over analytikerforventningerne om et resultat på 117 mio. schweizerfranc, ifølge Bloomberg News.

Blandt høreapparatproducenterne William Demant og GN Resound varmes der op til den årlige EUHA-kongres, som i år afholdes i Nürnberg den 21. til den 23. oktober. Danskernes schweiziske konkurrent Sonova har allerede meldt sig på banen med fire messenyheder. Der er tale om fire apparater i Unitron-serien, tre af mærket Latitude og et af mærket Fuse.

Aktien i GN steg mandag 0,7 pct. til kurs 30, og William Demant lukkede 1,4 pct. højere i kurs 392. For GN var det højeste slutkurs siden juni sidste år.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis