ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktieåbning: DSV til tops og Novo til bunds

Den sidste handelsdag op til jul starter med marginale udsving for det danske aktiemarked, og hvor der ville være noget stille, hvis det ikke var for nyheder fra selskaber som eksempelvis Ørsted og ISS.

Samlet starter det danske eliteindeks, C25, fredag morgen 0,1 pct. højere til 1142,94. Det følger, efter at indekset torsdag steg 0,5 pct. Dermed har det nye eliteindeks foreløbigt haft tre positive handelsdage, siden det i mandags erstattede C20 Cap-indekset som det toneangivende af slagsen herhjemme.

Blandt selskaberne har Ørsted sent torsdag meddelt, at energiselskabet dropper muligheden for at byde på en hollandsk auktion for havvindmølleprojekter, da det mener, at betingelserne ikke var gode nok.

Den hollandske auktion var den første nogensinde uden statsstøtte, men konkurrenterne Vattenfall og Statoil har alligevel valgt at byde ind.

- Vi ville kun byde, hvis vi kunne skabe værdi, og vi har konkluderet, at det ville blive svært, og det er selvfølgelig først og fremmest, fordi den første del af auktionen var uden støtte, siger Ørsteds hollandske landechef, Jasper Vis.

Ørsted-aktien starter fredag 0,2 pct. højere til 341 kr.

ISS UD AF GRÆKENLAND

Også ISS var torsdag efter dansk børslukning på banen med nyheden om, at servicegiganten ikke længere vil være til stede på det græske marked og derfor har valgt at sælge sit datterselskab i landet til Isabella Arvaniti-familien. Prisen på handlen er ikke oplyst. ISS-aktien ligger uændret til 237,70 kr.

Vestas har haft travlt med at få årets sidste ordrer på plads den seneste uge, og torsdag annoncerede selskabet en britisk ordre på 96 megawatt (MW) inklusive en 15-årig serviceaftale samt en svensk ordre på 49 MW plus en 25-årig serviceaftale. Vestas-aktien starter uændret til 434,20 kr.

BANKER I NEGATIVT LYS

Blandt bankerne blev der torsdag uddelt bøder til både Danske Bank og Nordea. Hos Danske Bank accepterede man et bødeforlæg på 12,5 mio. kr., da banken har modtaget en sigtelse fra SØIK for overtrædelse af hvidvasklovens bestemmelser.

Og hos Nordea fik man sammen med otte andre virksomheder tildelt en bøde på samlet 2 mio. euro. på grund af regelbrud i forbindelse med Panama Papers-afsløringen.

Nordea starter 0,1 pct. højere til 76,45 kr., mens Danske Bank falder 0,1 pct. til 244,30 kr.

Uden for C25-regi stod Østjydsk Bank med et kursfald på 35 pct. til 1,02 kr. for det største udsving på børsen torsdagen, efter nyheden om at banken er blevet pålagt nedskrivninger på 132 mio. kr. af Finanstilsynet. Det betyder, at bankens kapitalprocent på 14,6 pct. ligger under de krævede 20,5 pct. Fredag falder bankaktien yderligere 15,7 pct. til 0,86 kr.

Per Aarsleff, som torsdag leverede regnskab for 2016/17, har fået skruet kursmålet op til 205 kr. fra 190 kr. hos Danske Bank, der fortsat anbefaler at købe aktien. Også Nordea har set nærmere på aktien, men her bliver kursmålet sænket til 210 kr. fra 215 kr. Anbefalingen lyder fortsat "køb". Aarsleff-aktien indleder 0,8 pct. højere til 184 kr.

Endelig solgte TKD Development torsdag et ejendomsprojekt i Aalborg, som det næste år går i gang med at bygge. Der er tale om et lejlighedskompleks, der er solgt for 161,3 mio. kr. til Wagner Ejendomme, som også kommer til at stå for udlejningen. Fredag starter TKD-aktien 1,4 pct. lavere til 7,05 kr.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis