ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktieåbning: De største danske aktier i plus - FLSmidth og Genmab trækker C25 til tops i Europa

C25-indekset starter ugen på den grønne gren med en stigning på 1,5 pct. til 1007,6. efter ti minutter. Fremgang til blandt andet Lundbeck og FLSmidth er med til at løfte indekset til en plads som et af de mest fremgangsrige i Europa.

Aktiemarkederne er generelt i bedre humør efter den hårde omgang sidste uge, hvor det hjemlige C25-indeks tabte 5 pct. og dykkede til det laveste lukkeniveau i dets toårige levetid.

Mandag morgen er der dog udsigt til lidt bedre takter. Med til at trække op i humøret er blandt andet, at Italien undgik at få nedjusteret sin kreditvurdering af Standard & Poor's fredag, så krisen omkring landets statsbudget umiddelbart ikke forværres. Samtidig vandt Jair Bolsonaro valget i Brasilien, og han ses som den mest gunstige kandidat for en udvikling af den kapitalistiske økonomi i landet.

FLS fik konkurrencenyt

FLSmidth kan igen se lovende takter for maskinindustrien i form af regnskabet fra japanske Komatsu, der klarede sig bedre end forudset i seneste kvartal. Komatsu opjusterede også prognosen for hele regnskabsåret, men dog ikke helt så meget som ventet blandt analytikerne, skriver Bloomberg News. FLS-aktien starter nær toppen af C25 med en fremgang på 2,6 pct. til 333,50 kr.

For Lundbeck er der tale om en mild revanche oven på sidste uges enorme kursklø. Medicinalaktien faldt 26,6 pct. torsdag oven på et mislykket studie med et lægemiddel, og fredag røg der yderligere 1,8 pct. af kursen. I den tidlige handel mandag topper Lundbeck-aktien dog C25 med et løft på 2,7 pct. til 302,70 kr.

Med i den positive ende af indekset er også Genmab, Nordea og Mærsk-aktierne.

Danske Banks kunder ledte i september i høj grad efter en ny bank, skriver dagbladet Børsen. Langt flere end normalt har efter offentliggørelsen af bankens hvidvaskrapport 19. september været inde på netportalen Mybanker for at se sig om efter en anden bank. Ud af 5718 husstande, som søgte om banktilbud, kom 2657 fra Danske Bank. Bankaktien lader sig dog umiddelbart ikke påvirke og ligger i midten af C25 med et løft på 1,4 pct. til 127,80 kr.

Nederst i eliteindekset finder man Unibrew, der svinger omkring nulpunktet, samt Carlsberg og Pandora, der begge stiger omkring 0,6 pct. Der er dog ikke større nyheder ude om nogen af de tre selskaber.

Opjusteringer uden for C25

Uden for C25 har Parken Sport & Entertainment opjusteret sine forventninger for de fortsættende aktiviteter, der gælder fodboldholdet FC København, Lalandia-centrene og aktiviteterne omkring stadion og de tilknyttede kontorejendomme.

Forventningerne er her hævet med 25 mio. kr., så prognosen nu er et plus på 75 til 90 mio. kr. før skat i 2018, mens omsætningen fortsat ventes mellem 780 og 800 mio. kr. Til gengæld tyder opjusteringen på, at der er tabt mere i den nyligt frasolgte Fitness DK-forretning end forudset. Den samlede forventning om et underskud før skat på 155 til 170 mio. kr. i år for både fortsættende og ophørende aktiviteter består nemlig.

Parken-aktien stiger 0,3 pct. til 75 kr. efter nyheden.

Mere schwung er der at finde i Chemometec-aktien, der går hele 12,4 pct. frem til 56,40 kr. oven på en opjustering fem sekunder før børsåbning. Selskabet har haft medvind i USA, hvor salget og priserne er højere end ventet, så prognosen for 2018/19 er løftet, både hvad gælder omsætning og indtjening i Allerød-selskabet.

Sparekassen Sjælland-Fyn fastholder sin 2018-prognose i mandagens kvartalsregnskab. Årets første ni måneder har budget på en tilbagegang i overskuddet på grund af lavere renteindtægter og en stor stigning i udgifterne. Aktien åbner uændret i 96 kr.

/ritzau/FINANS

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis