ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktieåbning: Carlsberg og GN får positiv opmærksomhed i rolig start

Carlsberg indtager en hovedrolle på et generelt let positivt dansk aktiemarked torsdag morgen, hvor også GN er i god form efter en løftet anbefaling fra Goldman Sachs.

Generelt er udsvingene dog begrænsede, mens investorerne fordøjer meldingerne fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der sent onsdag sænkede sin ledende rente igen.

C25-indekset stiger med 0,04 pct. til 1156,32 efter godt ti minutters handel.

CARLSBERG TOPPER FORVENTNINGERNE I TREDJE KVARTAL

Carlsberg løftede omsætningen i tredje kvartal til 18,5 mia. kr. fra 17,6 mia. kr. samme periode 2018. Omsætningen i regionerne Vesteuropa og Asien var noget bedre end ventet, mens salget i Østeuropa lå lidt under forventningerne ifølge estimater indsamlet af Carlsberg selv inden opjusteringen i mandags.

Bryggerigiganten ændrer lidt på forventningen til valutakursernes påvirkning af driftsresultatet, idet der nu ses en positiv effekt på 150 mio. kr. mod hidtil ventet 100 mio. kr.

Oven i hatten kommer købet af den resterende andel af bryggeriet Cambrew i Cambodia.

Carlsberg gentog i øvrigt sin forventning til hele årets vækst i driftsresultatet, der blev opjusteret mandag. Den lyder på en organisk fremgang i driften på cirka 10 pct.

Carlsberg-aktien stiger med 0,6 pct. til 972,20 kr. fra start torsdag.

GN løftes med 1,5 pct. til 287,50 kr., efter at selskabet har fået løftet anbefalingen af Goldman Sachs til ”køb” fra ”hold”. Kursmålet er samtidig løftet til 305 kr. fra 262 kr.

Konkurrenten Demant har omvendt fået sænket anbefalingen af Goldman Sachs til ”sælg” fra ”neutral”. Kursmålet er her sænket til 150 kr. fra 165 kr.

Demant falder med 2,9 pct. til 172,45 kr. og er i bunden af C25-indekset fra start torsdag.

NOVO-RIVAL LEVERER BEDRE END VENTET

Investorer med hang til Novo Nordisk-aktier kan skele til franske Sanofi, der konkurrerer med det danske selskab på markedet for diabetesbehandling. Selskabet kom ud af tredje kvartal med en stærkere indtjening end ventet i analytikerkredse.

Det tegner godt for Novo Nordisk, der selv fremlægger regnskabstal fredag morgen.

Medicinalaktien stiger med 0,5 pct. til 373,50 kr.

Blandt sidepapirerne har også Spar Nord afleveret regnskab for tredje kvartal torsdag morgen. Her blev de nyligt opjusterede forventninger gentaget, og samtidig kunne den nordjyske bank pænt stigende indtægter på de øvre regnskabslinjer og et stærkt voksende overskud.

Spar Nord falder alligevel med 0,3 pct. til 65,30 kr.

Veloxis Pharmaceuticals har desuden opjusteret forventningerne til 2019 og ser nu omsætningen lande på 75-82 mio. dollar mod tidligere ventet 69-77 mio. dollar.

Veloxis-aktien stiger fra start torsdag med 5,6 pct. til 4,04 kr.

Jyske Bank var onsdagens boksebold efter et skuffende regnskab for tredje kvartal, der blandt andet bød på en nedpræcisering af forventningerne til året.

Øretæverne får et lille plaster torsdag, hvor ABG Sundal Collier har løftet sit kursmål for aktien til 240 kr. fra 225 kr. Anbefalingen ”hold” gentages.

Jyske Bank tabte 5,4 pct. af værdien onsdag, og torsdag morgen fortsætter nedturen med et dyk på 1,4 pct. til 224,70 kr.

Sydbanks regnskab onsdag var heller ikke prangende. Banken har efterfølgende fået sænket sin anbefaling hos Nordea til "hold" fra "køb".

Sydbank falder med 0,3 pct. til 132,80 kr. efter et dyk på 1,6 pct. onsdag.

SOLAR PRÆCISERER OMSÆTNINGSFORVENTNINGER

Solar har fremlagt regnskab for tredje kvartal og præciseret omsætningsforventningerne til 2019.

Nu ventes der en omsætning på omkring 11,75 mia. kr., hvor der tidligere var tale om en omsætning på "mindst" 11,60 mia. kr.

Det operationelle driftsresultatet (EBITA) ventes fortsat at lande på omkring 365 mio. kr.

Solar-aktien stiger med 3,2 pct. til 278 kr.

Også Skjern Bank, Skako og Fast Ejendom Danmark er regnskabsaktuelle i løbet af torsdagen.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis