ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktieåbning: B&O i massivt fald efter ny nedjustering

Bang & Olufsen (B&O) bliver straffet hårdt fra åbningen på det danske aktiemarked tirsdag, efter at en skuffende salgsudvikling i tredje kvartal af regnskabsåret 2018/19 har udløst endnu en nedjustering fra Struer-virksomheden.

Efter 15 minutters handel er B&O-aktien faldet hele 20 pct. til 64,50 kr., efter at selskabet i en meddelelse udsendt natten til tirsdag nedjusterer forventningerne til omsætningen i 2018/19 med 10 pct., mens EBIT-marginen nu kun ventes at lande på omkring 4-5 pct. mod en tidligere forventning på 7-9 pct.

Forud for åbningen sagde aktieanalytiker Morten Imsgard til Ritzau Finans, at nedjusteringen vidner om, at det er voldsomt svært at have et fuldt overblik over forretningen på lidt længere sigt.

Han ventede af samme grund en kraftig negativ kursreaktion på de mange negative meldinger fra Bang & Olufsen - uden dog at sætte tal på det ventede kursfald.

"Men i sådan en aktie, hvor likviditeten er lav, kan det potentielt blive en rigtig grim dag for B&O, hvis investorerne mister tiltroen til, at strategiplanen kan bringe B&O tilbage på ret køl," sagde Morten Imsgard.

Overordnet set er stemningen på det danske aktiemarked ellers overvejende positiv fra start tirsdag, og eliteindekset C25 ligger efter et kvarters handel 0,2 pct. højere i 1115,01 efter stigninger i 15 af indekset 25 aktier.

Nej tak til købstilbud 

Der er fra åbningen også fokus på Danske Andelskassers Bank (DAB) og Spar Nord, efter at DAB har takket nej til Spar Nords købstilbud, da bankens bestyrelse finder tilbuddet for lavt.

Samtidig har DAB opjusteret forventningerne til 2019 til basisindtjeningen, ligesom den har rejst godt 241 mio. kr. i en rettet emission og i den forbindelse sikret sig, at de tegnende aktionærer ikke kan sælge deres aktier i en rum tid.

DAB-aktien falder 17 pct. til 6,80 kr., og Spar Nord falder 0,2 pct. til 57,30 kr.

Stribe af analysenyheder

Der er analysenyt om Carlsberg, der hos Liberum har fået hævet kursmålet til 790 kr. fra 745 kr., samtidig med at anbefalingen ”hold” er gentaget. Carlsbergs aktie stiger 0,4 pct. til 813,20 kr.

Novozymes, der falder 1,4 pct. til 308,90 kr., har endvidere fået sænket anbefalingen af JPMorgan til ”undervægt” fra ”neutral”. Kursmålet er fortsat 275 kr.

Finanshuset Berenberg har desuden skåret sit kursmål for Demant til 195 kr. fra 210 kr., mens anbefalingen fortsat er ”hold”. Demant-aktien falder 0,8 pct. til 203,60 kr.

Endvidere har Zealand Pharma fået hævet kursmålet hos Nordea til 168 kr. fra 146 kr., uden at der pilles ved købsanbefalingen. I den indledende handel stiger Zealand Pharma-aktien 3,5 pct. til 118 kr.

Topdanmark har samtidig fået sænket anbefalingen af Mediobanca til "underperform" fra "neutral", ligesom kursmålet er skåret ned til 295 kr. fra 309 kr. Tirsdag falder aktien fra åbningen 0,8 pct. til 329,80 kr.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis