ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktie-tendens: Genmab og Vestas fortsætter i fokus

Aktier som Genmab og Vestas kan fortsætte med at være i fokus onsdag efter fald i de to aktier i tirsdagens handel, men overordnet kan markedet blive præget af afventende investorer forud for resultatet af rentemødet i den amerikanske centralbank onsdag aften.

Siden dansk børslukketid tirsdag har der været markedsmæssig fokus på senatsvalget i staten Alabama, hvor demokraten Doug Jones vandt og indsnævrede Republikanernes flertal i Senatet til 51-49.

Det reducerer ifølge chefstrateg Philip Jagd fra Nordea sandsynligheden for en skattereform i USA.

- Vi forventer den dog stadig gennemført i en eller anden form, skriver han i en kommentar.

Han venter en vent-og-se-stemning på aktiemarkedet forud for aftenens rentebeslutning i USA og efter valget i Alabama og ser aktiemarkedet åbne en smule lavere i onsdagens handel.

TAL FOR INDUSTRIPRODUKTIONEN I EUROZONEN

- Markederne ser i øvrigt frem imod industriproduktionstal fra Europa for en retning over dagen. Fremgang i industriproduktionen er en drivende faktor bag fortsat solid indtjeningsvækst og dermed aktiefremgang.

- Lever tallene op til de høje forventninger vil det løfte europæiske aktier, der har haltet efter amerikanske aktier i de seneste måneder, skriver Philip Jagd.

Genmab var tirsdagens store kurstaber i C20 Cap med et fald på 6,2 pct. til 1110 kr., efter at et indlæg fra selskabet under kræftkonferencen ASH i USA satte gang i spekulationer om udsigterne for Darxalex-salget i 2018.

Det forlød under indlægget, at selskabets royalty-betalinger næste år som minimum vil dække omkostningerne, og at selskabet formentlig får færre milepælsbetalinger end i år. Det blev af markedet tolket i retning af, at Darzalex-salget bliver lavere i 2018, end markedet har sat næsen op efter.

Selskabet understregede dog efterfølgende, at det ikke har givet en prognose for salget af Darzalex.

- Genmab-aktien er over de seneste tre måneder faldet med over 20 pct. Efter det kraftige kursfald vurderer vi, at forholdet mellem risiko og afkastpotentialet ser attraktivt ud igen, skriver Handelsbanken i en kommentar.

VESTAS PÅVIRKET AF UDSIGT TIL SKATTEREFORM

Vestas var ligeledes blandt de faldende aktier i tirsdagens handel, hvor det blev til et fald på 1,6 pct. til 393,90 kr. Det er fortsat usikkerhed om effekten af den amerikanske skattereform på selskabets indtjeningsmuligheder i USA, der påvirker aktien. Den havde kursmæssigt tre gode dag i slutningen af sidste uge, men denne uge er startet med fald.

SAS kan endvidere fortsætte med at være i fokus efter selskabets regnskab tirsdag. Hovedtallene var dog kendte. SAS er i bedre form end længe, men topchef Rickard Gustafson kan ikke udelukke, at det igen skal hente penge - blandt andet til at finansiere nye fly.

SAS-aktien faldt 5,2 pct. til 18,20 kr.

På regnskabssiden kan investorerne onsdag fornøje sig med regnskaber fra Harboes, Speas og Rias, der leverer regnskab for henholdsvis andet, tredje og fjerde kvartal.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis