ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktie i vælten: Migræneeventyr definerer Lundbeck-aktiens fremtid

Den sårede Lundbeck-aktie har med den mulige entré på migrænemarkedet fået en afgørende kurstrigger, mener investor 

På trods af, at Lundbeck-aktien det seneste år er faldet med 41 pct, så har den mangeårige investor Peter Bækgaard stadig masser af tro på aktien:

"Jeg synes, den har et rigtig stort potentiale," lyder det fra ham.

Specielt medicinalkæmpens overtagelse af amerikanske Alder Biopharmaceuticals og deres lægemiddelkandidat, Eptinezumab, er noget, der får investorerne til igen at tro på fremtidig vækst og en stigende aktiekurve. Men vejen til succes på det konkurrenceprægede migrænemarked bliver langt fra nem, vurderer Michael Friis Jørgensen, chef-aktieanalytiker i Alm. Brand:

"Man har fået en kurstrigger, hvis man får den endelige godkendelse på markedet, og lægemidlet begynder at sælge godt – det giver aktien noget potentiale nu og her. Vi ligger dog stadig i ukendt terræn i forhold til mulighederne – hvor meget kan de vokse i forhold til deres gamle forretning? Hvad er det her nye middel egentlig værd? Og bliver det overhovedet godkendt?," lyder det fra Michael Friis Jørgensen.

Kæmpe potentiale

Privatinvestor og tidligere børsmægler Peter Bækgaard har gennem en årrække været investeret i Lundbeck-aktien. Han følger derfor selskabet tæt og er ikke tvivl om, at den nuværende pipeline for fremadrettet vækst indeholder masser af potentiale:

"Lundbeck er en relativ lille virksomhed omsætningsmæssigt på omkring 15 mia. kr. sammenlignet med f.eks. Novo Nordisk og deres omsætning på ca. 115 mia. kr. Det er derfor lidt mere inden for rækkevidde for et selskab som Lundbeck at få lavet et stort skub i omsætningen, hvis de får succes med deres pipeline. Og så er potentialet også til, at aktien kan to-, tre- eller firedobles inden for fem til ti år," lyder den optimistiske udmelding fra Peter Bækgaard, der ikke har tænkt sig at skille sig af med sine Lundbeck-aktier foreløbig.

Overvejer man at købe, mener han dog, at man måske bør afvente:

"Jeg synes, aktien er billig, og deres pipeline ser væsentligt bedre ud end for et år siden. Jeg ville dog vente med at købe til februar, så man er sikker på, at de får den godkendelse," siger han.

Alm Brand er skeptisk

Hos Alm. Brand mener Michael Friis Jørgensen, at aktiens potentiale er vokset, men at der stadig er grund til skepsis:

"Det er et enormt konkurrencepræget og crowded marked, de bevæger sin ind på, og derfor er det lidt usikkert, om det nye produkt kommer til at sælge – man ved ikke rigtigt, hvad man skal forvente sig af fremtiden – og det er altså det her nye middel, som skal rykke forretningen. Der mangler stadig noget klarhed omkring vækstperspektivet," forklarer Michael Friis Jørgensen.

Nervepirrende ventetid

Første afgørende step bliver de amerikanske sundhedsmyndigheders svar på Alders lægemiddelsansøgning vedrørende midlet Eptinezumab, som er en intravenøs infusionsterapi til forebyggelse af migræne. Afgørelsen vil blive fremlagt 21. februar 2020.

Hvis lægemidlet skulle blive afvist af de amerikanske sundhedsmyndigheder, vil det gå hårdt ud over aktien:

"Rigtig meget står og falder med den godkendelse, og risikoen for et afslag er ikke nul. Hvis det ikke lykkes, så vil aktien nok droppe omkring 30 pct. på dagen," siger Peter Bækgaard.

Derfor kan aktien stige:

Opkøbet af Alder Pharmaceuticals og deres middel Eptinezumab har potentiale til at blive et så stort boost, at man ikke længere skal ud at jagte opkøb. Det vil kunne bringe visibilitet ind i aktien, som vil glæde investorerne og skubbe aktiekursen op.

En godkendelse til februar vil samtidig danne grobund for, at aktien kan tage mærkbare ryk opad, hvis salget efterfølgende bliver en succes.

Lundbeck har også tilstrækkelig med økonomisk ammunition til at kunne foretage yderligere investeringer, hvis de finder den rette handel eller aftale. Det også kunne give aktien et positivt ryk.

Derfor kan aktien falde: 

Lundbeck-aktien har det seneste år haft det svært, hvor manglende vækstperspektiver i pipeline har bekymret investorerne og sendt aktien ned med 41 pct.

Det nye milliadopkøb af Alder Pharmaceuticals har dog øget potentialet for fremtidig vækst – omvendt afhænger rigtig meget nu af, at deres nyerhvervede migrænemiddel så også bliver en god forretning. Det vil derfor gøre særdeles ondt på aktien, hvis selskabet ikke får de amerikanske sundhedsmyndigheders godkendelse af midlet til februar næste år, og hvis salget af midlet ikke bliver en succes fremadrettet.

Generelt skal aktien betragtes som en højrisikoaktie, da selskabet befinder sig i et terapeutisk felt, som er meget risikofyldt.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis