I bedste fald kan den pludselige VKR-enighed om at bruge generelle CO2-afgifter til at indfri klimalovens mål blive et af de store vendepunkter i dansk politik. For første gang i valgperioden åbnes der måske mulighed for en kædereaktion af større reformbeslutninger, som reelt kan flytte Danmark fremad. Det kan samtidig ændre den ellers fastlåste parlamentariske logik. Kun klimadagsordenen forener for alvor Mette Frederiksens flertal – og den bidrog afgørende til at flytte stemmer ved valget i 2019. Hvis VKR tager den grønne førertrøje, kan det igen åbne spillet om magten.
Set i det lys kan det undre, at Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape (K) har tøvet så længe, før de satsede på en grøn alliance med Morten Østergaard (R). Der er imidlertid ganske gode grunde til, at det reelt er skræmmende at sætte handling bag ordene i klimapolitikken. Reduktionsmålene kan kun nås ved en hurtig og voldsom omlægning af forbrugs- og produktionsmønstre. Det sker mest effektivt ved at bruge markedsmekanismen, så forurenerne via CO2-afgifter betaler den reelle pris for deres klimabelastning. Faktisk er det ifølge nærmest alle økonomiske eksperter noget nær umuligt at finansiere andre løsninger. Så med et nej til CO2-afgifter har man reelt allerede opgivet de klimamål, der i sidste uge blev gjort til lov. Men med et ja til CO2-afgifter tager man samtidig ansvaret for den store økonomiske omfordeling, der uvægerligt følger med klimaomstillingen i både erhvervslivet og befolkningen.
